OB-back vender hjem til Norge
Illustration
Superliga

OB-back vender hjem til Norge

Espen Ruud skifter fra OB til Odd til nytår.

OB mister den norske højreback Espen Ruud efter denne efterårssæson. Det står nu klart, efter at nordmanden er blevet præsenteret som kommende spiller i den norske klub Odd. 

Espen Ruud skifter på en fri transfer, idet hans aftale med OB udløber den 31. december 2014. Ruud vender dermed tilbage til Odd, hvor han fik sit gennembrud for flere år siden. Det var netop i Odd, at OB hentede højrebacken som konkurrent til Thomas Helveg i 2008. 

Siden voksede Espen Ruud sig til en profil i Superligaen og havde oprindeligt planer om at skifte til en større liga, da hans foregående aftale med OB udløb i sommer. Det lykkedes dog ikke at finde en ny klub i sommer, hvorfor han vendte tilbage til OB på en halvårlig aftale. 

Nu er det dog definitivt, at Espen Ruud er færdig på Fyn, og han fortsætter altså karrieren i norske Odd.

OB har imidlertid allerede en afløser klar. Islandske Hallgrimur Jonasson skifter således på en fri transfer fra SønderjyskE 1. januar.