Ny Hobro-angriber: Løber ikke skrigende bort
Superliga

Ny Hobro-angriber: Løber ikke skrigende bort

Morten Beck glæder sig over sin første uge i Hobro, der har været anderledes men spændende for angriberen.

Silkeborg IF var ikke til at redde i den forgangne sæson. Trods en god spurt i foråret kostede et efterår, der mest af alt mindede om et mareridt, pladsen i Alka Superligaen. Nedrykning bliver det dog ikke til for angriber Morten Beck, der skiftede søhøjlandet ud med Hobro mod nord. 

Her har angriberen været i godt en uge, og den har allerede budt på oplevelser. Traditionen tro har klubben været på overlevelsestur, hvor grænser og fællesskab var i fokus. En oplevelse der glæder Morten Beck, der ikke er blevet skræmt væk: 

- Jeg har aldrig prøvet den slags før, og specielt for mig som ny spiller var det en fantastisk god måde at lære de nye holdkammerater på. Jeg tror, at sådan et socialt arrangement kan flytte meget her i opstarten, siger Morten Beck til Nordjyske.dk og fortsætter: 
 
- Der er en anden stemning, end jeg har været vant til. Her dyrker man de menneskelige værdier i en helt anden udstrækning, men samtidig bliver der trænet hårdt og seriøst. Så nej - jeg løber ikke skrigende bort. Jeg løber snarere skrigende hen imod mine nye holdkammerater, fortæller angriberen.
 
Morten Beck spillede 27 kampe for Silkeborg IF i den forgangne sæson. Efter en sløj start kom angriberen fint igen med fem scoringer, mens han stod for to assists.