Ny FCN-chef: Kæmpe potentiale i klubben
Illustration
Superliga

Ny FCN-chef: Kæmpe potentiale i klubben

Ólafur Kristjánsson har store ambitioner med FC Nordsjælland, som han vil føre tilbage til toppen af dansk fodbold.

Ólafur Kristjánsson; hos danske fodboldkendere er det noget med en islandsk AGF-slider dengang i slut-halvfemserne og så ellers ikke så meget mere. Jo, han var også assistent for Poul Hansen og Sören Åkeby i Aarhus-klubben, men siden engang midt i nullerne er det ikke et navn, der i fodbold-Danmark har været oppe at vende ret ofte – faktisk kun et dusin gange de seneste ti år, kan en hurtig søgning i arkiverne fortælle. 

Fra sommer bliver han en markant mere omtalt person i kongeriget, for der kommer han til at stå i spidsen for FC Nordsjælland. Farum-klubben har tirsdag offentliggjort, at Ólafur Kristjánsson erstatter Kasper Hjulmand som cheftræner efter denne sæson, og den islandske træner glæder sig.  

- Det er en klub, der er godt kørende med et godt fundament og en god organisation. Det er en klub, som jeg passer godt til som træner. Det er primært de ting, der gør det til en attraktiv klub for mig. Det motiverer mig, at jeg kan være med til at videreudvikle det, de har været i gang med gennem lang tid, siger Ólafur Kristjánsson til tipsbladet.dk.

Et godt fundament i FCN
Selvom FC Nordsjælland i denne sæson har præsteret under middel og aktuelt ligger på syvendepladsen i Superligaen, ser Ólafur Kristjánsson et stort potentiale i klubben. 

- De har positioneret sig som en klub, der gerne vil spille med i toppen af dansk fodbold på de præmisser, de har. De vil gerne udvikle spillere fra egen avl, og man kan altid risikere, at der kommer udsving, især når der kommer store udskiftninger i truppen, som der har været efter mesterskab og Champions League i de seneste sæsoner. Efter det skal der jo skiftes ud og komme friskt pust ind, og det er måske det, der gør, at det lige pt. halter lidt. Men jeg er tryg ved, at der er muligheder for at gøre det endnu bedre, siger islændingen, der godt kan se FC Nordsjælland komme tilbage i toppen af Superligaen. 

- Det er der ingen tvivl om. Klubben har et godt fundament med en spillertrup, som ser meget lovende ud i øjeblikket. Der er alle muligheder for at komme på det stadie igen, hvor de har været de seneste år. I mine øjne er der et kæmpe potentiale i klubben stadigvæk, siger han. 

LÆS OGSÅ: Breidablik: FCN får den bedste træner

Ólafur Kristjánsson har tidligere været tilknyttet FC Nordsjællands scouting-apparat i forbindelse med Champions League og spillersøgning i Island, men for en måneds tid siden tog samtalerne mellem ham og klubben en ny drejning. Her kom muligheden for cheftrænerjobbet for første gang i spil. 

- Sidst i marts og i starten af april var den første kontakt omkring trænerjobbet. Jeg har været i løbende kontakt med dem i forbindelse med Champions League og i forhold til spillere herfra. Vi har kendt hinanden i et stykke tid. Det er en ambitiøs klub, der rummer rigtig spændende muligheder. Det er en topmotiveret organisation; både tæt på holdet og i det hele taget. Jeg har kun positive indtryk af det, siger Ólafur Kristjánsson, der oplyser, at han ikke tidligere har haft så konkrete henvendelser fra klubber i Danmark.

Ingen revolutioner i FCN
I FC Nordsjælland kommer han til en klub, der gennem flere år har været kendetegnet af en bestemt spillestil: Boldbisiddende offensivfodbold har været Farum-klubbens varemærke gennem en årrække, og det vil det blive ved med at være. Ólafur Kristjánsson varsler således ingen revolutioner. 

- Spillestilen ligger så fast i DNA'et i FC Nordsjælland, at jeg ikke vil lave om på det. Der vil selvfølgelig komme noget nyt med en ny træner, men selve spillestilen holder vi fast i. Det må vi tage til den tid, når jeg får mulighed for at tale med de andre trænere og ledelsen i det hele taget. Den fodbold, jeg har stået for, minder meget om FC Nordsjællands måde at gøre tingene på, men der er nuancer i det hele, siger han og håber, at den nuværende trænerstab med blandt andre Flemming Pedersen og Mark Strudal fortsætter i klubben som hans assistenter. 

- Dem vil jeg gerne beholde, for det er dem, som har samarbejdet med Kasper og dem, som kender træningen og holdet. Det vil være det allerbedste, hvis vi kunne fortsætte i samme spor med dem, siger Ólafur Kristjánsson. 

Den 45-årige islænding lægger ikke skjul på, at han først og fremmest tager til Danmark for at opnå succes med FC Nordsjælland.  

- Mine ambitioner er at gøre det så godt som muligt med den trup, jeg har til rådighed. Jeg skal videreføre det gode arbejde og få FC Nordsjælland til fortsat at blande sig i toppen af dansk fodbold. Det er det primære mål. Jeg vil også udvikle spillerne og holdet, men det drejer sig først og fremmest om at vinde fodboldkampe og gøre det på en måde, der passer til mig og klubben, siger han.

Ólafur Kristjánsson gør forårssæsonen færdig i sin nuværende klub Breidablik, og så er det planen, at han indleder sin trænergerning i FC Nordsjælland frem mod sæsonstarten i sommeren 2014.