Superliga

Ny FCK-træner: Det gik stærkt

Tingene er gået hurtigt for Ariël Jacobs i løbet af den sidste uge. Træneren glæder sig til at arbejde videre på FCK's filosofi.

FCK har fundet Carsten V. Jensens afløser på trænerposten. Belgiske Ariël Jacobs, som har stået i spidsen for Anderlecht i de seneste fire år, er i dag blevet ansat i klubben, og det er med store forventninger i ryggen, at han starter i det nye job.

Træneren fortæller i et interview med FCK TV, at Løverne har haft kig på Jacobs gennem en måneds tid.

- Den første kontakt blev taget for tre-fire uger siden, men i løbet af den sidste uge gik det stærkt, og jeg er glad og stolt over at være udnævnt som cheftræner, siger den nye træner.

Men hvilken type træner er det så, FCK har hentet? I Anderlecht er Jacobs til sidst i forløbet blevet kritiseret for at gå for defensivt til værks. Taktisk og fodboldfilosofisk fokuserer han udelukkende på at videreføre den linje, FCK har lagt i de sidste år.

- Det er nemt for en træner at sige, hvad hans filosofi går ud på. Alle trænere vil vinde, spille flot og gøre det med unge spillere. Faktum er bare, at alle disse parametre ikke altid passer sammen. Som ny træner er det vigtigt at bibeholde den filosofi, klubben i forvejen har, mens man også skal forsøge at sætte sit eget præg på det, så det kommer til klubbens bedste, siger han.

Samme holdning har han til klubbens transferstrategi. Jacobs vil ikke diktere spillerindkøb i denne sommer, for det skal ske i samarbejde med resten af den sportslige ledelse.

- Jeg er ikke enig i idéen om, at en træner alene skal hente nye spillere. Trænere kommer og går, så det handler om klubben og den består. En træner kan give nogle idéer til bestyrelsen og sportschefen om spillerprofiler. Jeg har ikke haft mulighed for at se DVD'er med de sidste af holdets kampe, fordi det hele er gået så stærkt, men jeg forventer, at vi gør det fra næste uge.

FC Københavns nye træner Ariël Jacobs bliver præsenteret på et officielt pressemøde klokken 15 i eftermiddag.