Nu vil FCM vinde resten af kampene
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Nu vil FCM vinde resten af kampene

Mesterskabet er matematisk sikret, men FCM slapper ikke af. Nu vil klubben vinde de sidste tre kampe i Superligaen.

Der er allerede sikret guld på Heden hos FC Midtjylland, men det får hverken spillertruppen eller ledelsen til at slappe af. Med tre kampe igen af Superligaen jagter FC Midtjylland nemlig flere sejre. Sejre, der kan skrive klubben i historiebøgerne.

Allerede på mandag venter et vigtigt opgør, når Brøndby gæster Herning, og vinder FC Midtjylland den kamp samt den sidste Superliga-kamp den 7. juni, vil klubben historisk kunne sige, at samtlige hjemmekampe i denne sæson er vundet. Noget, klubben nu går efter.

- Rekorden siger meget om, hvor klubben er på vej hen. Folk glemmer, at vi i de sidste to og et halvt år har været Superligaens bedste hold, siger sportsdirektør Claus Steinlein til metroxpress.

Indtil videre har FCM vundet alle 15 hjemmekampe i denne sæson. Ud over at det er den bedste stime i Superligaens historie, kan FCM altså også skrive sig ind i historiebøgerne som det eneste hold, der har vundet alle hjemmekampe.

FC Midtjylland vandt det danske mesterskab, da klubben torsdag aften spillede 0-0 ude mod FC Vestsjælland.