Norske klubber kæmper om tidligere Brøndby-spiller
Superliga

Norske klubber kæmper om tidligere Brøndby-spiller

Den tidligere Brøndby-spiller Mads Nielsen er på blokken i to klubber i Norge efter en god halvsæson i Nest-Sotra.

Mads Nielsen har tilbragt størstedelen af sin karriere i Brøndby, men forsvarsspilleren slog aldrig igennem på den københavnske Vestegn. Siden i sommer, hvor hans kontrakt med Brøndby udløb, har han været fri af klubben.

I mellemtiden har han tørnet ud for Nest-Sotra i den næstbedste norske række, og selv om klubben endte med at rykke ned, gjorde Mads Nielsen så god en figur, at han nu har flere bejlere på hånden.

Både Bryne og Sandnes Ulf bekræfter, at Mads Nielsen er en interessant spiller.

- Det er en spiller, vi har fulgt i en periode, og som vi er i dialog med. Han spillede sammen med Nicolai Geertsen i Brøndby. Han er en panserstopper, som vil passe godt ind i norsk fodbold. Nielsen har en god fod, men han er ikke en af de hurtigste, siger Sandnes Ulfs cheftræner, den tidligere OB-spiller Bengt Sæternes, til Aftenbladet.

Bryne er ligeledes i dialog med Mads Nielsen.

- Han er en spændende spiller, men vi er også i dialog med andre, siger klubbens cheftræner Gaute Larsen.

197 centimeter høje Mads Nielsen har også tørnet ud for Brønshøj.