Norsk midterforsvarer på vej til Brøndby?
Illustration
Superliga

Norsk midterforsvarer på vej til Brøndby?

Først var det en svensker, og nu bliver Brøndby IF sat i forbindelse med en norsk midterforsvarer. Det skriver norsk TV2.

Daniel Stenderup er næsten helt sikkert ude hele efteråret, og Clarence Goodson er blevet solgt til MLS, hvilket kun efterlader cheftræner Thomas Frank med Martin Albrechtsen og Dario Dumic til de centrale pladser i forsvaret, og der er derfor blevet kaldt på forstærkninger til holdets defensive akse.

Men nu sker der noget på den københavnske vestegn. Først på dagen blev svenske Michael Almebäck sat i forbindelse med Brøndby, og nu meldes der også om forstærkninger fra Norge. Viking Stavangers norske midtstopper Johan Lædre Bjørdal kan blive næste indkøb i Brøndby IF. Det skriver norsk TV2.

Klubbens træner gør ikke meget for at skyde rygtet ned.

- Ja, jeg har hørt om interessen. Vi må se, hvad der sker. Som træner ønsker jeg, at han bliver her i flere år, og jeg ved, at han trives i Stavanger og Viking, men det er jo sådan, at Johan ønsker at vinde noget, siger klubbens træner Kjell Jonevret.

Han har for nylig set en af sine andre profiler smutte, da Martin Ørnskov skiftede til netop Brøndby IF.

Den 27-årige forsvarsspiller har optrådt for Viking siden 2011.