Nicolai Poulsen: Det bliver anderledes med Allansson
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Nicolai Poulsen: Det bliver anderledes med Allansson

Nicolai Poulsen forventer, at Randers-midtbanen godt kan klare Christian Kellers fravær.

Når Randers FC i weekenden møder Silkeborg i Superligaen, bliver det uden klubbens anfører og midtbanestyrmand Christian Keller. 

Keller er i karantæne, og derfor får unge Nicolai Poulsen sandsynligvis selskab af det svenske nyindkøb Joel Allansson på den centrale midtbane. Poulsen er opmærksom på den nye situation. 

- Jeg har efterhånden spillet sammen med Keller et stykke tid, og det bliver lidt anderledes med Joel Allansson, som nok er ham, jeg skal spille sammen med på søndag. Joel og jeg kan lidt de samme ting, så det bliver vigtigt, at vi er meget opmærksomme på hinandens placeringer på banen, så vi ikke kommer til at suse frem på samme tid, siger Nicolai Poulsen til Randers Amtsavis. 

Hvor Christian Keller som regel varetager den defensive rolle af de to centrale midtbanespillere, plejer Nicolai Poulsen at være mere fremadrettet. Poulsen regner dog ikke med, at han nu bliver skubbet ned på den defensive midtbane i Kellers fravær.

- Nej, det forventer jeg ikke. Jeg vil nok komme til at spille lidt længere tilbage i perioder, men jeg tror også, at vi kommer til at veksle meget, så det nogle gange er Joel, der rykker med frem og andre gange mig. Men jeg føler mig sikker på, at det er en opgave, vi nok skal løse, siger han. 

Kampen mellem Randers FC og Silkeborg spilles søndag klokken 14.00.