Superliga

Mølby: Yderst tvivlsomt straffespark

AC Horsens-træner Johnny Mølby var langt fra tilfreds med dommer Kenn Hansen og hans straffesparksdom i 2-1 nederlaget til FCK.

Dommer Kenn Hansen var i fokus, da FC København i dag slog AC Horsens 2-1 hjemme i Parken.

Særligt straffesparket, der bragte FCK foran første gang, har været genstand for diskussion både under og efter kampen, og hvis man spørger Horsens-træner Johnny Mølby, er der tale om et tyndt straffespark.

Kampens dommer fløjtede således for straffespark, da Horsens-spilleren Mads Agnesen gik ind i en nærkamp med FC Københavns Cesar Santin.

- I min verden spillede Mads Agesen bolden først. Så kan det godt være, han ramte ind i manden bagefter, men han spillede klart bolden først. Den er yderst tvivlsom, siger Horsens-træneren til Ritzau.

- Den bliver ikke dømt på Casa Arena (Horsens hjemmebane, red.) hver eneste uge. Lad mig sige det sådan, siger Johnny Mølby, der efterfølgende kritiserede den generelle dommerstand.

- Der er desværre stor forskel på, hvordan dommerne dømmer fra weekend til weekend. Sådan er det bare. Der har været stor debat om, at der er nogle af de store hold, som får de marginaler på hjemmebane. Den debat vil jeg gerne tilslutte mig, siger Johnny Mølby.