Mit Superliga-drømmehold: Kenneth Emil Petersen, OB
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Mit Superliga-drømmehold: Kenneth Emil Petersen, OB

Superliga-sæsonen er forbi, og tipsbladet.dk har bedt en aktør fra hvert af de 14 Superliga-hold om at sætte sit personlige Superliga-drømmehold med spillere fra indeværende sæson. Denne gang OB-anfører Kenneth Emil Petersen.

Uge efter uge bliver Superliga-spillerne målt og vejet af diverse fans, journalister og eksperter. I en ny serie her på tipsbladet.dk vil vi lade spillerne selv komme til orde. Hvem synes de er bedst i Superligaen?

En repræsentant fra hver klub i Superligaen har fået til opgave at sætte sit eget personlige "Superliga-drømmehold" med kun nogle få regler som ramme.

- Holdet skal bestå af 11 spillere - der skal ikke vælges en cheftræner.

- Spilleren må ikke have sig selv på holdet.

- Man må maks have fire spillere fra samme klub på holdet.

- Holdet skal stille op i en 4-4-2-opstilling.

- Holdet skal bestå af spillere, der har spillet i Superligaen i denne sæson.

Her er OB-anfører Kenneth Emil Petersens drømmehold:

Målmand: Frederik Rønnow, Brøndby IF
- Han har et kæmpe stort potentiale og har været en rigtig god målmand for Brøndby i denne sæson.

Højre back: Jens Martin Gammelby, Silkeborg IF
- Jeg synes, han er en lidt undervurderet spiller. Han har måske fået lidt mere omtale på det seneste, og det er helt fortjent. Han er en rigtig dygtig back.

Central forsvarer: Frederik Tingager, OB
- Frederik har haft et super forår, og det en spiller, der har alle redskaber til at tage det næste skridt også.

Central forsvarer: Mathias "Zanka" Jørgensen, FC København
- "Zanka" er Superligaens bedste midterforsvarer. Han kan alt det, en central forsvarsspiller skal kunne. 

Venstre back: Ludwig Augustinsson, FC København
- Han spiller for et godt hold og har derfor gode forudsætninger, men han kan virkelig mange ting. Er god i offensiven og stabil i defensiven.

Højre midtbane: Rasmus Falk, FC København
- Jeg har desværre aldrig spillet med ham, men jeg har spillet mod ham mange gange, og det er ikke altid så sjovt. Han er god i de små rum og kan nogle fikse ting med bolden.

Central midtbane: Sammy Skytte, Silkeborg IF
- Det er først og fremmest en fysisk rigtig stærk spiller. Han har mange gode egenskaber som central midtbanespiller, og så er han stadig ung. Han kan blive rigtig god.

Central midtbane: Hany Mukhar, Brøndby IF
- Mukhtar er en fantastisk, kreativ spiller. Han er god i de små rum, og jeg må bare sige, at det er godt arbejde af Brøndby, at de har fået ham på kontrakt.

Venstre midtbane: Rasmus Jönsson, OB
- Meget af vores kreative spil udspringer fra Rasmus, og det er en spiller, man altid kan være tryg ved at overlade bolden til. Han er også god i de små rum.

Angriber: Paul Onuachu, FC Midtjylland
- Onuachu har vi godt nok haft vores problemer med i denne sæson. Ham ville jeg rigtig gerne have på mit hold i stedet for altid at skulle spille imod ham. Det kunne være rart, hvis vi også bare kunne lave et indlæg ind til en høj mand, som så scorer.

Angriber: Marcus Ingvartsen, FC Nordsjælland
- Han kan det hele. Han er kreativ og en sikker afslutter. Jeg glæder mig rigtig meget til at følge ham under U21-EM.