Millionunderskud: Silkeborg nedjusterer forventningerne
Illustration
Superliga

Millionunderskud: Silkeborg nedjusterer forventningerne

Oprykkerne fra Silkeborg IF har underskud på 4,8 millioner kroner i første halvår af 2014. Ledelsen kalder underskuddet for utilfredsstillende.

Det er ikke gået specielt godt på banen for Silkeborg IF, der efter fem kampe af Superligaen kun har to point og endnu mangler at score. Også uden for banen er der noget at gruble over. Første halvår af 2014 har nemlig givet et underskud på 4,8 millioner kroner, og det får nu klubben til at nedjustere forventningerne til årets resultat.

Oprykkerklubben havde forventet et resultat mellem to millioner i overskud og to millioner i underskud, men nedjusterer nu forventningerne til et årsresultat på mellem nul og fire millioner kroner i underskud. Derfor er det ikke noget overraskelse, at ledelsen med direktør Kent Madsen i spidsen kalder resultatet for utilfredsstillende.

-  Feriepengesagen blev dyrere, end vi forventede, og desuden har vi anlagt en forsigtig vurdering i forhold til vores indtjening på sponsorer, tv og entré, da det i høj grad er afhængig af vores sportslige resultater, siger administrerende direktør Kent Madsen i en pressemeddelelse.

Det er især den fodboldmæssige forretning, der har sørget for det dårlige resultat. Isoleret set har fodboldforretningen givet et underskud på hele 12,1 millioner kroner, mens klubben har overskud på erhverslejemål på 7,3 millioner kroner.

Mens Kent Madsen med skuffelse ser på resultatet, glæder han sig dog over, at Silkeborg IF er i gang med at bygge et nyt og moderne stadion, der kan og skal være med til at øge indtægterne i Silkeborg IF fremadrettet.

- Halvårsresultatet illustrerer, hvor vigtigt det er at få tidssvarende faciliteter til fodbold. Derfor er halvårets vigtigste begivenhed, at vi nåede i mål med finansieringen af JYSK Park, så byens nye stadion kan stå klar til indvielse i 2016. Det er det fundament, vi skal bygge fremtidens fodboldforretning på. Kombineret med faglig kvalitet i det daglige arbejde i vores sportslige sektor med fortsat udvikling af unge talenter i landsholdsklasse skal det sikre, at Silkeborg i fremtiden kan være med i topfodbold, siger Kent Madsen.