Video : Tipsbladet
Superliga

Mikkel Redder indrømmer: Elendigt dommerarbejde

Mikkel Redder var ikke bleg for, at erkende sine fejl i forbindelse med opgøret mellem FCM og Vejle søndag.

FC Midtjylland og Vejle havde søndag eftermiddag en kamp, hvor der var en del bemærkelsesværdige situationer. Blandt andet to gule kort for film, som blev givet til henholdsvis Ola Brynhildsen og Aral Simsir, begge fra FCM.

Efter kampen forklarede dommer Mikkel Redder, hvordan han havde oplevet de to i et interview med Viplay, som man kan se i videoen øverst i artiklen.

Først om Brynhildsen-situationen, hvor han ikke ændrede opfattelse trods et VAR-tjek.

- I første omgang står jeg jo forholdsvis godt placeret til den. Jeg ser godt, at der er det, som vi kalder en 'svag kontakt' nede i foden, og han fortsætter sit løb og lader foden hænge, og det tolker jeg som film. Altså, han bruger en svag kontakt til at prøve at snyde dommeren, og derfor vurderer jeg, at det er film, siger han og fortsætter:

- Min VAR-dommer har set den igen og kalder mig ud til at se den igen. Og jeg ser ikke noget andet, end jeg har set i kampen, lyder det fra Redder, som holdt fast, selvom VAR-dommeren havde en anden opfattelse.

Men der var dog anledning til selvkritik fra Redders side ved Simsirs gule kort.

-Jeg ser noget helt andet, end billederne (på skærmen red.) viser, så det er elendigt dommerarbejde for at sige det mildt. Den bedste løsning havde været en 'play on'. Der er et almindeligt løb ned mod feltet, og der sker det, som vi kalder en normal kontakt, forklarer Mikkel Redder.

- Så det bedste der havde været at lade spille fortsætte, og det gule kort for film er jo dårligt. Så det er jeg jo ikke tilfreds med. Jeg er træt af det gule kort. Det er en klassisk nærkamp i feltet, så det er dårligt, at jeg giver gult kort for film, erkender kampens dommer.

Endvidere gav han også to gule kort til Vejles German Onougka, som han forklarer med, at det første kom efter at have overtrådt reglerne gentagne gange, og det næste var for farligt spil.