Video : Tipsbladet
Superliga

Mikkel Duelund: Aldrig rart at sidde på bænken

Den 19-årige Mikkel Duelund har ikke været at finde i startopstillingen i de sidste fire FC Midtjylland-kampe, og det vil han gerne ændre.

Mikkel Duelund har fået spilletid i stort set samtlige kampe i Superligaen for FC Midtjylland i år. 15 kampe er det blevet til, hvoraf ti har været fra start. I de seneste fire kampe har den unge spiller dog været at finde på bænken fra kampenes start, og det ser han gerne bliver ændret.

19-årige Mikkel Duelund er dog klar til at give den 100 procent, uanset om han starter på banen eller bænken.

- Det er klart, at det aldrig er rart at sidde på bænken. Jeg føler egentlig, at jeg kom fra en okay periode, og så er der så blevet taget den her beslutning i trænerteamet, at det er nogle andre, der skal spille lige nu - og det er fair nok. Jeg er klar til at komme ind og give den alt, hvad jeg har, hvis jeg starter inde eller starter på bænken. Jeg er klar ligemeget hvad, siger han til klubbens hjemmeside.

Offensivspilleren har lavet fire mål i Superligaen i år, og den total ser han gerne bliver forøget i kampen mod Silkeborg, som han også i Superligaens tredje runde scorede imod.

- Jeg føler lidt, at jeg trænger til at score, og det vil jeg gerne gøre mod SIlkeborg. Så det er klart, at jeg håber altid på at få så meget personlig succes og så meget succes med holdet som overhovedet muligt. Og det er jeg sikker på, at vi nok skal få.

FC Midtjylland har tre kampe til og med den 11. december, og det kan blive en vigtig periode i forhold til at kunne følge med Brøndby og FCK, samtidig med at sikre, at der ikke kommer hold fra baghjul og overhaler klubben.

- Vi har snakket om, at den her periode, de sidste to uger inden ferien, det er sindssygt vigtigt. Nu har vi fået de første tre point ud af 12, så det tegner godt. Så skal vi slå Silkeborg nu her, og så tror jeg også godt, at vi kan hive seks point hjem i de sidste to kampe.

Silkeborg i aften er første modstander, hvorefter der venter et hjemmebaneopgør mod AGF den 4. december. Sidste efterårskamp for FC Midtjylland er den 11., når klubben gæster Brøndby Stadion.