Superliga

Mestrene slog mestrene

FC Nordsjælland vinder ikke pokalhattricket. FC København satte en stopper for de forsvarende mestre.

FC Nordsjælland har de seneste sæsoner været for pokalturneringen, hvad FCK er for det danske mesterskab, så der var tale om et opgør mellem mestre, da de to tophold i Superligaen torsdag aften stødte sammen i en pokalkvartfinale i Parken.

Noget festfyrværkeri blev det dog aldrig og ineffektivitet kombineret med manglen på de helt store chancer betød, at det meget længe lignede en nulløsning og forlænget spilletid.

Kampens afgørelse faldt dog i de døende sekunder, hvis man kan sige det om en scoring i det 88. minut. For en gangs skyld fejlede FCN-defensive og de to landsholdsforsvarer, da Sölvi Ottesen som så mange gange før sikrede FCK sejren i efter en hjørnesparkssituation.

I overtiden betød FCN-desperation endnu en scoring til Københavnerne, der i den sidste ende løb afsted med semifinalepladsen efter en 2-0-sejr. Pape Diouf stod for det andet mål.