Medie: FCK kigger på svensk Parma-angriber
Illustration
Superliga

Medie: FCK kigger på svensk Parma-angriber

Svenske Fotbolltransfers.com skriver, at FC København er interesseret i svenske Mikael Ishak, der har fået tilladelse af Parma til at se sig om efter en ny klub.

Mikael Ishak kom i 2011 til FC Köln, da Ståle Solbakken stod i spidsen for den tyske klub, og nu kan de to parter måske igen snart blive genforenet. Den svenske angriber er siden rykket til Parma i Serie A, men det fungerer ikke, og derfor har den 21-årige angriber fået lov til at se sig om efter en ny klub at spille fodbold.

- Ja, jeg har fået tilladelse til at forlade Parma gratis. Jeg er ikke tilfres med situationen, og vi er blevet enige om, at jeg skal finde en ny klub, siger Ishak til Fotbolltransfers.com.

Ifølge mediet skulle FC København være inde i billedet og vise interesse for den unge svenske angriber, men Ishak vil ikke kommentere direkte på københavnernes interesse. Han vil dog konstatere, at han i øjeblikket har flere tilbud.

- Det er rigtigt, at jeg har et bud fra Cypern og to-tre fra Skandinavien, siger Ishak videre.

- Parma vil beholde mig, men jeg tror, det er bedst for min karriere at lede efter spilletid. Og jeg tror, chancen er størst i Skandinavien.

Ishak har endnu ikke spillet en kamp for Parma, idet han sidste sommer straks blev udlejet til Crotone på et lejemål gældende for hele den forgangne sæson. Her scorede han fire mål i 24 kampe. Han har desuden opnået ni mål i 16 kampe på det svenske U21-landshold.

Ishak startede sin professionelle karriere i Assyriska.