Superliga

Medie: AGF henter Vibe til spotpris

Lasse Vibe bliver afløseren, når AGF ventes at sælge Aron Johannsson til AZ Alkmaar.

AGF har gang i et par handler i transfervinduets sidste dage inden lukketid. Aarhusianerne er ved at afhænde den delte Superliga-topscorer Aron Johannsson til AZ Alkmaar for små 15 millioner kroner, og han forventes udskiftet med SønderjyskE-raketten Lasse Vibe.

Aron Johannsson kan skifte til AZ Alkmaar allerede i dag, og når det skifte som ventet falder på plads, så har AGF allerede afløseren klar i den gamle kending Lasse Vibe.

Ifølge sporten.dk så skal AGF ikke bruge mange af de indhentede Aron-millioner på afløseren, for Lasse Vibe fik under sin kontraktforlængelse med SønderjyskE omkring nytår indføjet en klausul, der gør, at han kan skifte til en klub, der er villige til at betale mere end to millioner kroner. Og det skulle AGF altså være ifølge mediet.

I Vibe-lejren bekræfter man, at der kan være noget under opsejling.

- Vi har på nuværende tidspunkt noget dialog omkring et par forhold, som omhandler Lasse Vibe. Hvad det drejer sig om, har jeg ikke lyst til at kommentere på, men vi forholder os til, at han for nyligt forlængede sin kontrakt med Sønderjyske, fortæller spillerens agent, Mads Bach Lund, til fansitet AGFFAN.dk.

Lasse Vibe har tidligere sagt, at hans næste skifte skulle være til udlandet, men skulle "Viben" i stedet vælge at flyve mod nord, så vender han altså tilbage til den klub, som han forlod i 2009, og som stadig ligger hans hjerte nær.