FC København hentede for et år siden midtbanespilleren Mathias Bonde i PSV Eindhoven, og han spillede i den forgangne sæson for løvernes U19-hold. Det gør han imidlertid ikke længere.
19-årige Mathias Bonde har forladt FC København, og han fortsætter karrieren i Superliga-klubben OB, der har indgået en aftale med den tidligere PSV-spiller. I OB skal Bonde ligeledes være en del af U19-holdet.
- Det er korrekt. Vi har lavet en aftale med Mathias Bonde, og han bliver en del af U19-holdet, fortæller OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, til tipsbladet.dk.
Mathias Bonde er noteret for 14 U-landskampe og har tidligere spillet ungdomsfodbold i AGF.