Makienok bag blå-gul påskesejr
Illustration
Superliga

Makienok bag blå-gul påskesejr

Med to mål på få minutter i 2. halvleg blev Simon Makienok langfredags store oplevelse for Brøndby, der slog SønderjyskE 3-1.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Hvor meget er der egentlig sket med Brøndby på et år? Svaret på det spørgsmål kunne man få en meget god indikation af langfredag på Brøndby Stadion, hvor SønderjyskE var på besøg. For præcis et år siden tørnede de to mandskaber sammen samme sted, og dengang vandt gæsterne - for tomme tribuner i øvrigt - med sikre 3-0.

Siden er nye vinde blæst over den københavnske Vestegn, og at det er postive vinde, satte de blå-gule en fed streg under langfredag, hvor Brøndby slog bundproppen med 3-1.

Der var blot spillet et enkelt minut, da Brøndby var tæt på at bringe sig tidligt foran. Patrick da Silva, der afløste Riza Durmisi i startopstillingen, lagde bolden til rette for en fri Jose Ariel Nunez, der afsluttede lige på Marin Skender.

Dermed tegnede det lovende fra start, men faktum var, at den resterende del af 1. halvleg var en lang ørkenvandring. Ingen chancer, meget få afslutninger og et hav af fejlafleveringer var på påskemenuen, og derfor var det helt retvisende, at der stod 0-0 på måltavlen efter de første 45 minutter.

Få minutter inde i 2. halvleg havde SønderjyskE bolden i nettet, da Mikael Uhre via Rubin Okotie fik bolden forbi Lukas Hradecky, men scoringen blev korrekt annulleret, da sidstnævnte befandt sig i offside - stærkt arbejde af linjedommeren i den situation.

Kort efter fik hjemmeholdet en scoring godkendt i den anden ende. Patrick da Silva kom i et godt overlap og lagde bolden ind foran til Simon Makienok, der afsluttede resolut mellem benene på Marin Skender til Brøndby-føring på 1-0. Men den garderhøje angriber var slet ikke færdig endnu.

Få øjeblikke senere kiksede han et hovedstød efter et hjørnespark, men Makienok fik bolden igen fra Martin Ørnskov, og denne gang svigtede han ikke med pandebrasken. 2-0 til Brøndby.

Dermed skulle man tro, at SønderjyskE var spillet skakmat, men med 20 minutter igen fik holdet en livline. Adama Guira var søgt ud i højre side og lagde bolden ind i panden på en helt fri Rubin Okotie, der kvitterede med et flot hovedstød forbi Hradecky til 1-2.

Efterfølgende fik SønderjyskE til tider lagt et fint pres på hjemmeholdet, men typisk for et bundhold manglede det sidste held og skarphed, og i stedet blev kampen lukket i den anden ende med to minutter tilbage. Et indlæg rettet mod Simon Makienok dumpede lidt tilfældigt ned foran indskiftede Ferhan Hasani, der med en sikker afslutning gjorde det til slutresultatet 3-1.

Dermed ligger Brøndby stadig lunt i svinget til en plads i Europa til næste sæson, mens SønderjyskE efterhånden skal til at have skrabet nogle point sammen, hvis ikke den skal stå på bold i den næstbedste række efter sommerferien.