Mahlangu om Brøndby: Kan ikke spå om fremtiden
Illustration
Superliga

Mahlangu om Brøndby: Kan ikke spå om fremtiden

May Mahlangu har fokus på IFK Göteborg, men tør ikke spå om, hvorvidt han havner i Brøndby i fremtiden.

Brøndby har hentet Johan Elmander og Elbasan Rashani i dette transfervindue, og når man krydrer dem med spillere som Simon Makienok, Jose Ariel Nunez, Ferhan Hasani og Alexander Szymanowski, som de blå-gule i forvejen rådede over, må man næsten gå ud fra, at offensiven er på plads i Brøndby.

Dermed kan sportsdirektør Per Rud begynde at kigge på holdets defensiv, og tidligere på ugen blev Brøndby løst sat i forbindelse med IFK Göteborgs defensive midtbanespiller May Mahlangu, som klubben også tidligere har jagtet.

Og den sydafrikanske landsholdsspiller er ikke meget for at tale om Brøndby.

- Mit fokus er at gøre det godt for IFK. Min agent tager hånd om det andet. Jeg kan ikke forudse fremtiden, men jeg har kontrakt med IFK og er glad for at være her. Jeg har en agent, som taler for mig. Han kommer snart hertil, og så skal vi tale, siger May Mahlangu til Expressen.

Netop Mahlangus agent, Rob Moore, talte tipsbladet.dk med tidligere på ugen, og han kunne kortfattet fortælle, at han ikke regner med, at midtbanespilleren skal til Brøndby.

I IFK Göteborg har man da heller ikke brugt meget tid på rygtet, der kæder May Mahlangu sammen med Brøndby.

- Jeg har intet hørt om det, siger cheftræner Mikael Stahre.

May Mahlangu har et havlt år tilbage af sin kontrakt med IFK Göteborg.