Målmand: Selvfølgelig vil Brøndby være interessant igen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Målmand: Selvfølgelig vil Brøndby være interessant igen

Tidligere Brøndby-målmand Michael Tørnes er uden kontrakt efter sin tid i Sandefjord. Keeperen er åben for muligheder og siger ikke nej, hvis Troels Bech og Brøndby ringer.

Han kender Brøndby bedre end de fleste, den nu 29-årige målmand Michael Tørnes. Fra 2006 til 2013 var han i keeperstalden hos klubben fra Vestegnen og i et par sæsoner var han også førstevalget for Brøndby. Det blev til 69 Superliga-kampe i gult og blåt, og spørgsmålet er, om det kan blive til flere? Tørnes er nemlig uden kontrakt, efter han har valgt at forlade Sandefjord denne sommer.

Målmanden skiftede til Sandefjord i april, efter Jakob Busk blev skadet. Det blev til ni kampe i Tippeligaen og tre cupkampe, og nu er keeperen så på jagt efter en ny arbejdsgiver. Og Brøndby, der mister Lukas Hradecky til Frankfurt på fredag, er interessant, hvis sportsdirektør Troels Bech vil have en målmand, der kender klubben og kan tage kampen op med Frederik Rønnow.

- Selvfølgelig vil det være interessant for mig. Det er en stor klub, og min tid i Brøndby var fantastisk. Hvis der kommer noget interesse, vil jeg bestemt se på det, siger Michael Tørnes til tipsbladet.dk.

Keeperen forklarer, at der på nuværende tidspunkt har været forespørgsler fra flere klubber, men at der ikke er noget konkret på bordet. Han fortæller også, at der ikke har været henvendelser fra Brøndby, der også er sat i forbindelse med Mads Toppel, den tidligere OB-målmand.

Michael Tørnes kender gamet og ved, at det ikke nytter noget at blive utålmodig, selv om flere klubber har målmandspositionen på plads.

- Det handler om, at jeg skal gøre, som jeg altid gør: Jeg skal have is i maven. Jeg skal ikke sige ja til det første og det bedste, og det har jeg selvfølgelig en dialog med min agent om, siger målmanden, der lige i øjeblikket selvtræner, selv om han allerhelst vil ud og træne og gribe en masse bolde.

- Jeg er åben for det meste, og jeg har ikke noget imod at tage konkurrencen i en ny klub.

29-årige Tørnes skiftede i sommeren 2013 til Brønshøj på en kontrakt for et halvt år, inden han i foråret 2014 rykkede til HJK Helsinki i Finland. Opholdet blev dog ødelagt af en alvorlig meniskskade i det ene knæ, og først i dette forår fik Tørnes bevist, at knæet holder. 

- Klubber er altid påpasselige, fordi det jo aldrig er godt, når du har haft en meniskskade. Jeg tog til Norge for at få noget spilletid og bevise, at jeg kan. Det gik fint, og jeg fik vikarieret. Knæet holdte, og jeg er i kampform, siger målmanden.

Det bliver spændende at se, hvad sportsdirektøre Troels Bech har i sinde at gøre, for Brøndby skal forstærke målmandspositionen, når Lukas Hradecky forlader klubben. Tørnes er et fint alternativ, fordi han kan presse Frederik Rønnow og kender klubben.