Video : Tipsbladet
Superliga

Målløs Kanstrup: Det er pinligt

Pierre Kanstrup forstår ikke udvisningen af Dino Mikanovic.

Både AGF-direktør, Jacob Nielsen, og den nye cheftræner, David Nielsen, har efter nederlaget til Lyngby mandag aften ytret stærke bekymringer om måden, hvorpå hjemmeholdet blev informeret om dommerens beslutning om at udvise Dino Mikanovic i pausen.

Kroaten modtog kort før pausen et gult kort for film, og på vej ud af banen var Mikanovic så frustreret, at han på usportslig vis valgte at vælte flere stole fra Lyngby-bænken. 

Det takserede kampens dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, til endnu et gult kort, og AGF måtte derfor gå på banen til 2. halvleg med en mand i undertal.

AGF blev dog først informeret om beslutningen kort før, at de skulle gå på banen, hvilket betød, at David Nielsen og resten af trænerstaben allerede havde givet hjemmeholdet de nødvendige instrukser.

Anfører Pierre Kanstrup kalder situationen for "pinlig":

- Der sker jo ikke noget! Dino (Mikanovic red.) rykker til stolene og sparker lidt til dem, men hvad så? Så kommer dommmeren et halvt minut før, at vi skulle til at gå ud igen, og siger at vi kun kommer til at starte med 10 mand. Jeg synes, at det er så pinligt, fortæller anføreren til TV3 Sport efter kampen.

Forsvarsspilleren antydede yderligere sin utilfredshed med, at det ikke er første gang, at dommeren afgør en fodbold i Superligaen. 

- Jeg tror ikke, at det er set før. Det ødelægger en rigtig god fodboldkamp. Vi leverer en god indsats. Når det er sagt, synes jeg, at det er ærgeligt, at dommeren kamp på kamp i Superligaen får en finger med i spillet. Jeg er målløs. Jeg synes simpelthen, at det er så ringe, udtaler en frustreret Pierre Kanstrup.

AGF tabte kampen med 2-0. Begge mål blev scoret efter pausen. 

Du kan se eller gense episoden og resten af højdepunkterne fra opgøret i videoen over artiklen.