Lyskeproblemer frustrerer Randers-kant
Illustration
Superliga

Lyskeproblemer frustrerer Randers-kant

Til stor irritation for Jonas Borring holder en drilsk lyskeskade ham ude af mandagens Superliga-premiere mod Esbjerg.

I slutningen af sidste sæson måtte Jonas Borring se til fra sidelinjen med kronisk hovedpine, og heller ikke når Randers på mandag sparker den nye Superliga-sæson i gang er kantspilleren til rådighed.

Denne gang er der problemer med lysken.

- Jeg døjede en lille smule med lysken i sidste sæson, men ikke noget alvorligt på det tidspunkt. Nu er det meget værre, og jeg kan ikke rigtig træne med. Jeg er bare oppe i styrkecentret, hvor jeg har fået nogle specifikke øvelser, der skal styrke den i øjeblikket, siger Borring til Randers Amts Avis.

- Jeg glæder mig virkelig meget til, at jeg kan komme tilbage på banen. Det er frustrerende at stå oppe i styrkerummet, hvor man føler sig helt alene og lave de øvelser - særligt når man meget hellere vil være herude og træne med og kæmpe om pladserne.

Hvornår han igen snørrer fodboldstøvlerne, tør Borring ikke spå om. 

- Det er svært at sige, hvor lang tid det tager. Jeg håber snart, jeg er tilbage. Skaden gør, at jeg ikke kan lave vendinger og spurte igennem, så det er en ret essentiel del, jeg mangler.

- Det er altid skidt at misse opstarten. Jeg forsøger at løbe lidt på løbebånd, som jeg nu kan, så jeg kan holde formen lidt ved lige, så jeg er klar til at træne med, når jeg bliver klar. Jeg håber bar snart, det går over.

Når kampen mod Esbjerg er overstået, venter Hobro og FC Midtjylland i de kommende runder.