Lynge – rullekonens søn fra Lollandsgade

Lynge Jakobsen stopper den 30. juni som direktør i AaB, og han er i den seneste tid blevet hyldet på behørig vis for sin tid i den nordjyske klub. Lynge Jakobsen har siden 1996 styret AaB som sportsdirektør og har gennem årene været en stor personlighed i dansk fodhold.

Tipsbladet satte for nyligt Lynge Jakobsen stævne til det store farvel-interview.

Læs hele den fremragende historie her:

Bragt i Tipsbladet 10. maj :

Rullekonens søn fra Lollandsgade
Alle ved, hvad Lynge Jakobsen har leveret som sportsdirektør i AaB siden 1996. Et Champions League-eventyr, to mesterskaber og fire tabte pokalfinaler er det direkte sportslige udbytte, der må siges at være ganske imponerende i en FCK-tid, men hvad med alt det, der er lidt sværere at sætte ord på? Hvad betyder AaB for ham, og hvad har han betydet for AaB? Og hvad efterlader en hel landsdels stemme af værdier i den klub, han kom til at elske ved en tilfældighed?
 

Historien om Dennis Marshall siger meget om, hvad Lynge Jakobsen har givet sin klub, siden han blev ansat som sportschef i januar 1996. Den costaricanske back fik godt nok aldrig et fodboldmæssigt fodfæste i det nordjyske i de to år, han var i klubben og ville vel aspirere til en plads på et tilhængervalgt hold over Lynge-indkøb, der aldrig slog til, men det er ikke det, det handler om.

For Lynge Jakobsen står klubben altid øverst. Det er indiskutabelt. Men de mennesker, der er en del af klubben betyder også meget for ham, og intet sted er det tydeligere end til sidst i den lange samtale i møderummet på AaB’s anlæg, hvor sportsdirektøren pludselig får en klump i halsen, da han siger navnene Marshall og Arianna.

Halvanden time tidligere var han ellers glad kommet gående ned ad gangen med favnen fuld af klenodier fra kontoret.

”Ja, jeg har faktisk forberedt mig. Det havde du nok ikke troet,” som han siger med det grin, der aldrig er langt væk, da han stiller tre udvalgte ting med betydning fra kontoret mellem os. Og nu er vi så nået frem til dem. Tifo-billedet fra 125 års jubilæet vender vi tilbage til senere i teksten, mens klubnålene fra Champions League giver sig selv. Men så er der det blankpolerede stykke træ med et billede af en tukan-fugl og et hul i toppen til at holde en vinflaske. Hvad er dog det?

”Champions League var den største oplevelse – eller nej. Det danske mesterskab var den største oplevelse, men det er så krymmelen på lagkagen, at vi også går i Champions League-gruppespillet i 08 og den lange historie om, hvor fantastisk det var. Den anden her har en helt anden historie,” siger Lynge Jakobsen og holder en sjælden pause til at trække vejret i.

”Den er fra Arianna, Marshalls kone, som, hver eneste gang hun havde været hjemme, havde købt en eller anden ting til Jette, min sekretær, og jeg. Så fik man lige en hilsen fra Costa Rica, og det ved jeg jo godt, hvorfor de gjorde. Det er fordi, de har følt sig godt modtaget, ellers ville man jo ikke gøre sådan noget. Og det er jo den anden del af det her,” siger sportsdirektøren, der har snakket opvækst, resultater, økonomi og feriepenge, men nu begynder på historien om det tragiske trafikuheld, der i slutningen af juni 2011 kostede landsholdsbacken og hans kone livet på en glat bjergvej i Costa Rica.

For hvad gør man, når det ufattelige sker? Hvordan får man æret og mindet de mennesker, man holdt af, samtidig med at man også har et hold af fodboldspillere, der skal videre på den rigtige måde?

”Jeg sad derhjemme, jeg tror, det var en torsdag aften og klokken var halv elleve, elleve. Så bliver jeg ringet op af Marshalls agent, en nordmand, der siger, at han har hørt ovre fra Costa Rica, at Dennis og Arianna har kørt sig ihjel. Nej, at Dennis og en anden i bilen er døde i et trafikuheld. Jeg siger: ”Prøv lige at hør, den her skal jeg have verificeret. Det her med, at du har hørt. Den her skal jeg virkelig have tjek på.”

”Jeg er ikke så god til at søge på nettet, så jeg fik nok Brian [Andersen, pressechef] til det, men i hvert fald kommer agenten tilbage, og den er god nok, desværre, og det var Arianna, der var med i bilen. De var blevet gift kort tid før. Og hvordan er det så lige, vi griber det her an. Jeg skal have fat på en træner, jeg skal have fat i nogen i klubben, jeg skal have en telefonkæde i gang til spillerne, men det kan jo næsten ikke nås. Det går sådan her [knipser]. Den er på medierne. Den er løbet. Det tæskede bare af sted.”

”Vi har jo svært ved at finde ud af, hvordan det lige er, at man forholder sig til… begravelse. De her praktiske ting, der kommer. Allerede dagen efter i klubhuset bliver det svært. Hvor meget græder man? Græder man åbenlyst, og hvordan er det lige, det er? Vi har jo mange unge spillere. Heldigvis er der nogen, der bare græder, og vi andre var selvfølgelig også rørt af det, så det blev ikke sådan noget fremmed noget. Det måtte man egentlig godt. Men hvornår er det så, man må begynde at grine igen? Vi havde sådan nogle faser, vi blev nødt til at forholde os til, og hvor vi også selv måtte være foregangsfigurer, for vi har vores alder med os.”

”Begravelsen blev et kapitel for sig. Vi ville have vores anfører derover, jeg ville derover, vi skal have klubben repræsenteret, men de skal begraves med det samme, og vi kan simpelthen ikke nå det. Vi kigger på fly, og det kan ikke lade sig gøre. Men så er der en, der får en fantastisk ide, så vi holder en mindehøjtidelighed på samme tid som begravelsen i Costa Rica inde i Klosterkirken og havde en præst til at gøre det. Så på den måde blev vi også en del af det, selv om vi ikke var til stede, fordi det var jo…”

”Jeg vil sige, at det var en hård tur, men jeg synes, at vi kom godt igennem den, og at alle bidrog med, at det skulle gøres ordentligt. Når nu vi var helt derude, hvor vi døjede med at bunde alle sammen, så synes jeg, at vi kom ærefuldt igennem det. Men det var tragisk. Det var sådan nogle fantastisk dejlige mennesker. Som fodboldspiller blev Marshall jo nedvurderet, nedgjort – han spillede jo fast på Costa Ricas landshold til sidst, og jeg synes, at han havde store kvaliteter, men også sin egen måde at spille på,” siger Lynge Jakobsen med et blik på træstykket med tukanen, der minder ham om et par vidunderlige, unge mennesker fra Costa Rica og deres alt for tidlige død, der også fik klubben til at stå sammen, som han gerne vil have det. Med stolthed og med kærlighed, for det er jo sådan, at han selv har det.

Men egentlig var det ret tilfældigt, at det lige blev AaB, der fik pladsen i hans store fodboldhjerte.

En lang tur på 
en bette blå cykel
Lynge Jakobsen voksede op i halvtredsernes Lollandsgade, i østbyens arbejderkvarter med tre-etagers lejlighedshuse i røde mursten og med plads til lokale forretninger hen ad gaden.

”Min mor havde så sin rulleforretning i kælderen, og vi boede selv i stuen. Det var sådan et kvarter, hvor fatter enten arbejdede på Eternitten, Rørdal [cementfabrikken] eller værftet. Ja, så var der lige ham hvis far var lokomotivfører, og det var sådan lidt stort, men min fatter var på Rørdal, og jeg spillede bare fodbold. Op ad den bette mur til forretningen, så min mor var ved at blive sindssyg af den der dunken, dunken, dunken. Men hun lod mig gøre det.”

”De gik ikke voldsomt op i fodbold nogen af dem, men de lod mig spille alt det, jeg ville, og det gjorde jeg så i AaB. Jeg har faktisk spurgt dem om, hvorfor det lige blev AaB, for det var Vejgaard Boldklub, der var det tætteste, og det mest logiske. Det var ikke fordi, at de havde i hovedet, at jeg skulle på førsteholdet. Jeg skulle bare spille fodbold, når nu det var det, jeg ville. Men hvorfor det blev AaB, kunne de ikke fortælle mig.”

”De første gange blev jeg kørt derud, men så havde jeg sådan en bette, blå cykel, og så kunne jeg fise bagom og ad nogen stier ud til anlægget. Jeg gjorde det alene. Seks-syv år gammel på cykel de tre kilometer. Det tror jeg fanme ikke, der var mange, der kunne få lov til i dag. Men fodbolden sneg sig ind på mig, og mine forældre har siden fortalt mig, at det var lige meget, hvor syg jeg var. De kunne ikke holde mig hjemme. Jeg skulle ud at træne, uanset om jeg havde feber, om det regnede eller tordnede. Det gik bare fuldstændig i blodet på mig,” fortæller Lynge Jakobsen.

Midtbanemanden var et talent, der fast var på førsteholdet i børne- og ungdomsårene og blev rykket op som senior som 18-19-årig efter et par kampe på ynglinge-landsholdet, men så gik karrieren i stå.

”Jeg tror kun, at jeg spiller 26 kampe i de første tre år, og jeg havde den negative oplevelse med, at man kun fik en kamp til at bevise noget, og hvis man ikke slog voldsomt til, så var de mere rutinerede klar og kom ind og overtog pladsen igen.”

”Men der er en ting, jeg kan husk’. Vi havde spillet mod B 1913 og så kommer, i mine øjne, selveste Kjeld Thorst [angriber og far til den senere forsvarskæmpe Søren Thorst], hen og lægger armen om min skulder, ja, jeg kan nærmest mærke den endnu, og siger ”Det var fan’me en god kamp i dag Lynge, det gik rigtig godt.” Det er sådan et øjeblik, hvor man tænker: Hvordan kan jeg blive ved med at huske det.”

”Det var selvfølgelig fordi, at Kjeld var noget specielt i klubben, den store stjerne, der var rigtig, rigtig god på det her tidspunkt, på landsholdet og så videre. Og det håber jeg også, at de unge kan synes i dag, selv om tiderne har ændret sig, at hvis Augo lægger hånden på skulderen af dem og siger, det var fan’me godt gået i dag, at der så stadig væk også er nogen, der synes, at det er rigtig rart.”

Men efterhånden kom Lynge Jakobsen på holdet og blev både den første kontraktspiller i klubben og nåede 267 kampe op gennem halvfjerdserne.

”Jeg var sådan en lidt slow, central midtbanespiller. Det er faktisk meget sjovt, for når jeg vurderer dansk fodbold, så er der nogle kulturer, som jeg synes går igen. Vejle har altid været dygtige til at lave teknisk dygtige fodboldspillere, og de har haft masser af dem gennem tiderne. Dengang jeg selv spillede og også i årene efter, hvis vi ville spille med dem over hele banen, så løb de med vores strømper, fordi de var pissedygtige. Så var det bedre, hvis vi pakkede os lidt og gav dem lidt af grovfilen.”

”OB har altid skullet være fysisk stærke, det har været deres varemærke, og AGF, dem kunne vi om ikke andet altid komme lidt op at skændes med, for de havde deres egen stemning med på banen. Jeg synes ikke, det har ændret sig så voldsomt, når jeg sidder og kigger på de her klubber i dag.”

”Og AaB, det vi kunne, det var at lave slow midtbanespillere, nogle ordentlige drenge der opførte sig ordentligt. Så vil nogen sige, at ja ja, I havde da også ham og ham, og det er også rigtigt, men på det generelle niveau vil jeg sige, at det er en beskrivelse af AaB. Og vi er blevet ved med at lave dem, de der midtbanespillere. Der er ikke noget galt med typerne, det er bare underligt at tænke på, for der er skiftet træner 100 gange, og tiderne har ændret sig, men alligevel bliver det ved,” siger Lynge Jakobsen.

Læs mere på næste side 

De lyserøde grisekneppere
Men han stoppede altså som aktiv i 1979, 29 år gammel, uden anden grund end at nu var det ved at være tid. Der var også arbejde og familie, men han holdt dog fast i fodbolden gennem trænerjob i lavere-rangerende klubber som Storvorde, Lindholm, Aalborg Chang [i 2. division] og Aars, mens han også i slutningen af firserne havde et par år som trænerassistent for Peter Rudbæk i AaB. Og i slutningen af 1995 ringede den gamle holdkammerat Børge Bach til den daværende kontorchef i socialforvaltningen for at høre, om det ikke var noget at blive sportschef i AaB.

”Som alle moderne mænd kaldte jeg så til familie tam-tam derhjemme. Jeg havde et godt job i kommunen, som jeg var glad ved, et job som jeg kunne have, til jeg ikke længere kunne tygge blødt smør, hvis jeg lod være med at løbe med kassen, men nu fik jeg den mulighed her. På det tidspunkt var mine to knajter omkring de 20, og vi havde ikke snakket mere end et par minutter, før den ældste sagde: ”Hvad er det egentlig, vi sidder og snakker om, du har jo besluttet dig.” Og det havde jeg selvfølgelig også.”

”Jobbet var ikke beskrevet særlig nøje, for der var ikke så mange, der havde en sportschef på det tidspunkt, men AaB havde lige været i Champions League, og Børge havde knoklet som et bæst. Så jeg sagde ja og fik et års orlov fra kommunen, og så viste det sig, at begge parter syntes, det skulle fortsætte. Nærmest fra dag et fik jeg lov til at tage over, og Børge var helt fantastisk til at bakke ud af den funktion, der for en fodboldmand er det sjove, at have med spillerne at gøre, at handle, at lave kontrakter. Så jeg kom hurtigt ind i det, og jeg blev jo også kendt ret hurtigt, for kort efter fyrede vi Sepp Piontek,” fortæller Lynge Jakobsen om en af de fem trænerfyringer, han har været igennem.

Og det var en ilddåb, som sportsdirektøren stadig kan huske.

”Man følte sig næsten som en amerikansk præsident med alle de mikrofoner. Jeg stod ved indgangen til klubhuset derovre og var presset op i et hjørne. Det var en hård oplevelse, også fordi du samtidig med alt det fokus skal balancere i det, som man absolut bør gøre, når man afskediger et menneske, man for fanden selv har ansat. For Sepp havde sgu gjort sit arbejde i AaB. Det var ham, der fik sponsorerne til om ikke at gå amok, så gav os mange flere. Hans løn blev tjent ind flere gange.”

”Den sjove historie var så, at der var læserbreve i 14 dage i den lokale avis, der kun handlede om Børge og jeg, og hvor forfærdeligt det var, at Sepp var blevet fyret. Og det var lige fra Maren ude i Kæret til folk, der virkelig havde fodboldforstand, Efter de 14 dage sagde jeg til en fra Nordjyske, at ”nå, det var godt, det ebbede ud.” ”Ebbede ud? Det er ikke ebbet ud. Vi synes bare ikke, at det er et tema at blive ved med at bringe de læserbreve”,” siger Lynge Jakobsen med et grin oven på endnu en af de replikskifter, han fylder sine beskrivelser med.

”Vi fik også et brev, det var dog ikke i avisen, men her til klubben, hvor der var en, der kaldte Børge og jeg for nogle lyserøde grisekneppere. Så gale var folk på os. Lyserøde griseknepper. Den bruger jeg en gang imellem, når jeg er ude og holde foredrag. Så fortæller jeg, at det største problem for mig i den sag, det var, at jeg måtte hjem og sige til min kone, at hun var en so,” lyder det med endnu et højt grin.

En bondedreng på Anfield
Da Lynge Jakobsen tiltrådte som sportschef, lagde han en plan med daværende direktør Børge Bach. Det var lidt ment som en joke, men der var også alvor bag.

”Det første var, at vi ville have de gule trøjer ud af Nordjylland. Brøndby var jo rigtig gode til at profilere sig dengang, også heroppe, og vi var enige om, at det kunne ikke passe, når herværende boldklub hedder AaB og har så smuk en trøje, som vi har. Så skal folk gå i AaB-trøjer. Det vi egentlig bare sagde til hinanden, det var, at vi skal profilere os selv bedre i Nordjylland,” siger Lynge Jakobsen, der nok kan notere en vis succes på det punkt.

Men det andet er det knebet lidt mere med.

”Vi ville have fulde huse på stadion hver eneste gang, vi spiller, men det er ikke lykkedes. Jeg synes, vi har forsøgt, vi har angrebet det fra højre og venstre, men når vi taber tre fodboldkampe, så gider folk ikke komme derud. Så siger folk til mig: ”Lynge jeg kan lige så godt sige det til dig, nu kommer jeg fan’me ikke, før I spiller bedre.” Så tænker jeg, ”kommer de for min skyld eller hvad?” Jeg vil da gerne have, at de kommer for min skyld, men jeg synes, det er tåbeligt. Jeg synes, de skal komme, fordi det er fodboldholdet i den her landsdel, men jeg ved ikke, hvordan vi skal få den kærlighed ind i folk.”

”Jeg var ovre at se Liverpool spille, og der mærkede jeg virkelig, hvor stor en bondedreng jeg er. De havde tabt en Champions League-kamp til Benfica på Anfield, og så sagde jeg til englænderen ved siden af mig, mens de stod og sang You’ll Never Walk Alone, da kampen var slut. ”Det er fantastisk, den går sgu ikke i Aalborg, at man hylder spillerne, når de har tabt.” ”Spillerne? Vi er fuldstændig ligeglad med de spillere. Det er Liverpool,” sagde han.”

”Så den efterlader jeg til min efterfølger, og de ledere der skal være her efter mig: Få nu for fanden det stadion fyldt op hver eneste gang. For jeg har ikke formået det,” siger Lynge Jakobsen.

Men han vil gerne rose dem, der er der hver gang, og så er vi fremme eller tilbage ved billedet af tifoen, da amatørklubben fyldte 125 år.

”Historie skabes i særlige rammer af særlige personer og består af op- og nedture,” stod der på den, der fyldte en hel langside og imponerede sportschefen så meget, at han fik et billede af den rammet ind og hængt op på kontoret.

”Så er det, at man bliver ydmyg. Alle de timer, alt det maling, alt det tape. Det er også dem, der tager til Sønderjylland for at se os. Det kan godt være, at jeg er AaB’er, men jeg får fan’me løn for det. Her er der nogen, der betaler, hver eneste gang de går på stadion. De skal betale en bustur, de skal formentlig også have noget at spise på turen. Selvfølgelig er det en del af deres liv, men når de laver sådan noget som den her tifo. Det er jo…,” siger Lynge Jakobsen og løber for en sjælden gangs skyld tør for ord.

”Da den tifo kom op, der tænkte jeg: ”Det betyder fan’me meget for den her klub, og hvor er det godt nok vigtigt, at vi har sådan en skare af rigtige fans.” Jeg ved godt, jeg nogle gange har været ude at skælde ud på dem, men jeg håber også, at jeg har husket at sige, at de er utroligt vigtige for os, for det er de sgu. Og det er ikke bare noget populistisk snak for at pudse min glorie. Det er de. Deres antal er også med til, at AaB er en top fire klub i mine øjne, så jeg tror, at jeg vil anbefale min afløser at rose dem mindst en gang om ugen,” siger sportsdirektøren her et par uger før, at Allan Gaarde bliver præsenteret som manden, der skal forsøge at fylde et enormt hul på sportschefens kontor.

Feriepenge og skuffelser
Så Lynge Jakobsen efterlader et stadion, der ikke bliver fyldt hver gang og en opfordring om fortsat fan-pleje. Det er, hvad det er, men hvad så med feriepenge-sagen, som klubberne tabte med Brøndby som prøvesag og med endnu uvisse konsekvenser for AaB. Den tager han selv op på et spørgsmål om, hvad han har lært gennem 17 år i jobbet?

”Jeg har lært, at jeg ikke gemmer mig for noget som helst. Vi skal face tingene. Når vi har lavet fejl, når der er sket ting i virksomheden, så lad os fortælle det. Og lad os forholde os til det. Og jeg kan ikke have… Jo, nedrykningen, den truende nedrykning [i sommeren 2011], den kunne jeg næste ikke overskue, og så bliver jeg jo dobbelt ramt, fordi det er AaB. Hvis jeg havde været i Skælskør eller Hvidovre, så var det bare en eller anden klub, der rykker ned, men her er der det med følelserne. Jeg følte jo også, at det var mit ansvar. For fanden, vi rykker ned, og det er mit ansvar. Den hang på mig.”

”Feriepengesagen fylder også noget, men den gør noget andet ved mig. Der er noget, hvor vi kan sige, at det er så klokkerent, at her har vi lavet en fejl – jeg vil stadig mest kalde det tekniske fejl, men vi har lavet en fejl – men så er der også noget, der virkelig rører ved mig på den personlige dimension. Når jeg synes, at jeg altid har opført mig ordentligt, så har man som udgangspunkt et forhold til, at så skal andre mennesker også opføre sig ordentligt. Der har min mor godt nok sagt – jeg lyttede meget til hvad min mor sagde i sin tid, da jeg ikke var så gammel – at hvis man opfører sig ordentligt over for andre mennesker, så får man det altid tilbage, og dem der så ikke vil det, Lynge, det er også ligegyldigt.”

”Men her bliver jeg ramt på den personlige del, det kan jeg ikke løbe fra, uagtet at man kan sige, at du kunne jo for fanden bare have skrevet sådan og sådan. Ja, det kan også godt ske, at jeg kunne, men det har jeg så ikke gjort, men jeg ved, hvad ånden i aftalen var.”

”I mit univers kan man godt gøre det, men jeg ved godt, at når der så kommer jura og andre ind over det, så bliver ting lige pludselig ikke så almindelige længere. Men jeg kan ikke være sur, jeg kan ikke være skuffet… Jo, jeg er måske lidt skuffet over det, nu må vi se, hvor vi lander henne. Jeg kan kun kigge på mig selv og sige, at det er mig, der laver alle kontrakterne, og det er mit ansvar. Det må jeg så bide til bollen på, at sådan er det,” siger Lynge Jakobsen og afviser, at der ligger en regning på 15-20 millioner kroner til efterfølgeren.

”Det gør der ikke. Og det er heller ikke en tikkende bombe under AaB’s eksistens. Den tikkende bombe vi har haft, den blev monteret i ’03, ’04, ’05, hvor vi så efterfølgende har tabt 160 til 200 millioner. Hvis vi har en tikkende bombe med det her, hvad vi ikke har, så er det på grund af det andet. Det vil være trælse penge at skulle af med, når de kommer, men jeg er 100 procent sikker på, at de ikke kommer til at trække tæppet væk under noget som helst. Det gør de ikke,” siger sportsdirektøren.

”Nu spurgte du om, hvad jeg har lært. Jeg har lært, at hvis der dukker noget op, der virker træls, som virker skræmmende, så skal man face det i stedet for at lade det ligge, og så er det ovre på et tidspunkt. Alt har en slut-dato. Det, at det gør ondt i otte dage, og at der er nogen, der skriver noget, og nogen der siger noget. Det er jo ovre på et eller andet tidspunkt,” siger Lynge Jakobsen og henviser også til, hvor hurtigt man gik ud med David Nielsen og Jimmy Nielsen spille-affærer for nogle år siden..

”Jeg vil gerne have, at vi er en virksomhed, der virker troværdig udadtil, og det kan vi også være ved at have en åben tilgang til pressen. Også når det gør ondt,” som han siger.

Læs resten af historien på næste side 
 

Lidt unordjysk men man skal faktisk kunne lide sig selv
En anden ting, der betyder meget for ham, er, at de ansatte i klubben har det rart med at være i AaB, og at de derfor også snakker pænt om klubben, når det er forbi.

”Når Bøgelund stopper og melder ud, at det er den bedste klub, han har været i, og at de er faldet rigtig godt til i Aalborg, så bliver jeg glad. Så bliver jeg stolt. Det betyder noget for mig, at der er nogen, der kan sige det, for så lykkes det. Jeg har aldrig i min tid hørt, at en spiller har forladt AaB og har smækket med døren, Det er nærmest et værdigrundlag for mig,” siger han som svar på, hvad han har betydet for AaB.

Han noterer også, at AaB sammen med Brøndby er de eneste klubber, der ikke er rykket ud af Superligaen, som den har været kendt siden 1991, og så er der selvfølgelig også det med personen Lynge, sportschefen som nationen er på fornavn med, og som man har svært ved at finde folk, der ikke kan lide.

”Jeg tror, at jeg har været god til at sætte fokus på AaB, på at hype AaB. Det står også i min stillingsbeskrivelse: At jeg skal stå til rådighed for pressen og i øvrigt sælge AaB i de sammenhænge, jeg nu kan. Sælge logoet eller sælge klubben. Det er en af de ting, som jeg synes, at jeg har været rimelig god til.”

”Det at være sportschef er ikke raketvidenskab, men der er nogen ting, man ska’ ka’ ku’, synes jeg. Det offentlige rum er vigtigt, for hr. og fru Jensen ser ikke mit skrivebord. De ved ikke, om jeg er struktureret, og det er jeg ikke. Men de kan se produktet, de kan se de spillere, der kommer ind, de kan se vores hold ude på banen, de kan se spillerne, Kent og jeg på tv og i avisen. Så det er et must, at man tør, ja, jeg synes, at man skal elske det, at man skal kunne lide det.”

”Man skal faktisk kunne lide sig selv, og det er sådan lidt u-nordjysk at sige, men du er nødt til at kunne lide dig selv og turde være i rum med dig selv, for ellers ligger du under indflydelse af alle de ting, du bliver påvirket af hele tiden, før du tager en beslutning,” siger manden, der er blevet den fodboldmæssige stemme for en hel landsdel.

”Det er noget, der har udviklet sig hen ad vejen, og jeg skulle jo være et skarn, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan lide det. Fordi ellers bliver det sådan noget påtaget noget. Jeg kan godt lide at være på. Jeg kan godt lide også at få stillet de grimme spørgsmål og forsøge at forklare, hvorfor det er, at vi ser så dumme ud. Jeg kan godt lide at tage ud og holde foredrag, for jeg elsker at fortælle om AaB. Det er nemlig noget, jeg har forstand på. Der var en, der sagde, at det var sådan lidt stand-up-agtigt, men det er fordi, jeg har det så godt med det, at jeg er så glad ved det. Jeg synes, det er sjovt, og hvorfor skal man så stå og gøre det kedeligt og stå og fortælle om nogen firkantede tal eller et eller andet.”

”Jeg vil dog sige, at det ikke var et mål, da jeg startede, og man kunne også godt diskutere, hvor sundt det er, at en virksomhed bliver så personificeret, som den egentlig bliver omkring mig. Det har jeg selv været bekymret for. Men når jeg nu skal sige, hvad jeg er mest stolt over, mest ydmyg overfor, så er det egentlig, at man kan holde sig i 17 år i så højt profileret et job. Normalt bliver folk jo trætte af en, og så er det næsten ligegyldigt, om det du gør, det er rigtigt eller ej.”

”Uden sammenligning [griner] så skifter vi jo nogle gange regering og statsminister, fordi nu har vi fan’me fået nok af dem. Så kalder vi det godt nok noget andet, men vi er begyndt at se fejl ved vedkommende frem for at lægge mærke til det, der var det gode i starten. Det er også en af grundene til, at jeg synes, at tiden er ved at være der. Nu er jeg sluppet godt igennem så lang tid, men hvornår er det, snigskytterne ligger der og tænker, nu er det nok.”

”Jeg har jo fået nogle hug undervejs. Da vi havde ishockey, kunne jeg fan’me også få skæld-ud for det, når vi havde tabt en ishockey-kamp, selv om jeg ikke vidste noget om blue-line, offside og skidt og lort. Jeg får også meget skyld for alle de millioner, vi har brugt til ishockey og håndbold og college. Jeg sad jo ikke engang i direktionen på det tidspunkt. Så det er minusserne ved at være ham, de siger, der er AaB, for han må jo også have haft indflydelse på det. Men det har jeg ikke haft. Jeg har haft et fodboldhold. Jeg har været chef for fodboldholdet, og så har jeg i forskellige perioder været i direktionen,” siger manden der startede som sportschef og nu er både sportsdirektør og administrerende direktør en måneds tid endnu.

Fire U-kampe i ret godt vejr
Dobbeltjobbet det sidste års tid har slidt, men det er ikke grunden til, at det nu snart er slut. Det handler mere om timingen.

”Jeg har haft tanken før, men det afgørende for mig, det var at finde tidspunktet, hvor jeg syntes, det var det rigtige. Og det er det nu. Økonomien er bedre, end den har været i meget lang tid. Jeg synes, vi har et fodboldhold, der er til for en ny at komme og bygge videre på. Og vores talentudvikling køres som en fantastisk model, der bare skal forfines undervejs.”

”Alt det betød, at da jeg i vinter kunne se, at vi ikke rykkede ned, så var timingen der. Ellers ville jeg have skubbet den igen. Havde vi ligget skidt, og jeg ikke syntes, at jeg kunne være det bekendt at smutte, fordi det var noget af det, jeg havde lavet, som de kom til at døje med til næste år, så syntes jeg ikke, at jeg kunne gå. Men det var det rigtige tidspunkt, og så er det også godt, at der kommer nye kræfter til at kigge på tingene,” siger den afgående sportschef, der blev meldt ind i AaB i 1956, sagde et midlertidigt farvel i 1979, vendte tilbage et par år i slutningen af firserne og kom i spidsen af det hele fra starten af 1996.

Alt i alt et par og fyrre år – og alligevel er det meget svært for Lynge Jakobsen at sætte ord på, hvad AaB betyder for ham.

”Det er faktisk så vanskeligt. Det tætteste man næsten kan komme, og det siger jo heller ikke noget andet end dybden af det, det er, at det ind imellem nærmer sig utroskab overfor sin kone. Det der med, at man jævnligt vælger det vigtigste her i livet, sin familie, fra. Naturligvis har man fået tilladelsen til at gøre det, men det har fan’me også været let for mig.”

”Og hvad er det så? Er det murstenene? Er det klubhuset? Og så begynder man at snakke om det der skide logo, hvad er så det for noget? Jeg synes, det er vanskeligt at forklare, det der med at elske sin klub.”

”Men en af de ting jeg glæder mig til, når jeg stopper, det er at komme herude lørdag klokken halv elleve, en dag hvor det forhåbentlig er ret godt vejr, og så se U14, U15, U17 og U19 i røven af hinanden, og der er gået syv-otte timer. Snak’ med en masse mennesker. Gå ind og få lidt at spise i cafeteriet. Gå ud og se den næste kamp. Og ikke være…”

”Nu vil jeg gerne snakke med alle mennesker, men jeg skal ikke længere spørges om, hvorfor gjorde I ikke det, eller Lynge, jeg har en søn der spiller herude, og… Der er ikke noget galt i det, men det der med at være til rådighed altid. Jeg glæder mig sådan til bare at kunne snakke med uden at skulle tage det på skulderen eller huske lige at få det skrevet ned, for det har jeg lovet, at han får besked på på mandag. Bare gå rundt herude og være fodboldtilhænger, og se alle de unger løbe og spille. Det glæder jeg mig vanvittigt til, og det ligger der måske også lidt forklaring i.”

”For hvorfor skulle det være så interessant at se fire forskellige hold. Dem på U14, der går syv år, inden de kan spille på stadion. Men det er noget med at være på AaB. Så det er lige så meget menneskene i klubben, som det er logoet,” siger Lynge Jakobsen.

Og så glæder han sig til ferier uden transfer-forstyrrelser, impulsive ture ud i det blå og familiefødselsdage der passer til andre kalendere end hans. Og fru Gitte er ikke bekymret for at få ham hjem på fuld tid i huset i Storvorde.

”Nej, det er hun ikke. Vi er dog enige om, at vi ikke nødvendigvis behøves at gå med

 hinanden i hånden hele tiden, fordi jeg nu kommer hjem. Men ellers har jeg ikke besluttet mig for noget som helst. Jeg går sådan og lytter til, hvad der er nogen, der synes, de kunne bruge mig til. Det bliver ikke i nærheden af fuldtids, og det bliver ikke politik. Så skulle jeg have gjort det for mange år siden, men det har aldrig trukket i mig.”

”Men jeg har det sådan, at jeg skal ud og have dækket mine sociale behov på en eller anden måde. Og det er jo ikke for at nedgøre min kone, men jeg skal ud, hvor vi diskuterer noget, hvor jeg har det sjovt, hvor jeg er sammen med nogle mænd, ja der kan også godt være kvinder, og måske får vi også en øl bagefter og hygger os. Det gen, det er så stort ved mig, at det skal jeg dække. Ellers går jeg i frø. Og det skulle allerhelst være noget, der har et formål. Det der med at sætte sig ned på den lokale bodega, det er i hvert fald ikke mig. Det er heller ikke nok for mig lige at tage ud på AaB, og så sige hej, og hvor er det sjovt at være her. Jeg vil helst have, at der også er noget mening med det,” siger den 62-årige sportsdirektør.

De hulkindede 
knajter fra Kiev
Men det varer altså lidt, før de store spørgsmål skal besvares. Der er stadig et par hjemmekampe tilbage, hvor Lynge Jakobsen kan gå fra sin rastløse og stående placering bag pressepladserne og ned på sidelinjen med ankomst præcis i det 86. minut, så han kan følge med i afslutningen og sige tak for kampen til modstandere og medspillere med den lune og det gode humør, han gennem 17 år har været i stand til at formidle videre som et værdigrundlag i klubben.

For det handler det jo også om. At have det godt og at have det i respekt for dem, der vil bruge tid og penge på at følge den klub, som han selv elsker så højt. Det gør spillerne også, og hvis der en sjælden gang skulle komme lidt slinger i valsen, så har Lynge Jakobsen selvfølgelig en historie, der kan sætte dem på plads.

”Vi har en fantastisk spillertrup, og det synes jeg generelt, vi har haft gennem min tid i forhold til at gebærde sig over for vores fans. Stille sig op og skrive autografer, når der er brug for det. Men jeg har også verdens bedste billede, som jeg ind imellem tegner for dem, hvis jeg synes, det er nødvendigt.”

”Da vi spillede mod Dynamo Kiev i Ukraine i Champions League-kvalen i 99, da stod jeg dagen før kampen uden for hotellet og kiggede. Der stod så også to knajter, børn fra østeuropæiske lande, som de var dengang. Klippet helt i bund, hulkindede og i de der meget forvaskede træningsbukser.”

”Jeg vidste ikke, hvorfor de stod udenfor, men så kommer der en stor, flot fyr ud. Pænt jakkesæt, hvid skjorte og slips. Jeg kan huske ham lige så tydeligt. Jeg kan også huske, at han havde en fantastisk flot pige ved armen. Han går ud, og så står de to der og vil have hans autograf. Jeg kan se dem for mig, hvordan de står der med et lille hæfte og en blyant, og han så dem ikke en gang. Han. Så. Dem. Ikke. Og det ville have taget ham 10 sekunder at skrive dem. Men han hverken så dem eller reagerede på dem. Sådan noget kan jeg simpelt hen ikke ha’…,” siger Lynge Jakobsen.

Og så er det ved at være slut. Reserveholdets kamp er for længst gået i gang ude på træningsbanen, og selv om der stadig er mange spørgsmål tilbage på blokken og mange historier, man har lyst til at høre, så må der være en grænse for alt. Så vi slutter med lidt småsnak om den forestående afskedsreception, før han går ud til banen og hilser på Thomas Gaardsøe, der har taget plads i solen med et par store og venlige hunde, får en snak med sin søn og sin svigerdatter på sidelinjen og kigger lidt på spillerne. Så vender han om og går tilbage til kontoret, tilbage til opgaverne der snart slutter, måske endda med en bronzemedalje mod Randers FC i den sidste kamp som et fornemt punktum på grønsværen inde i betongryden.

Men selv om det snart er slut, så er der ingen tvivl om, at Lynge og den ånd han har podet ind i murstenene, i græsset, i spillerne, i stadion og i tilhængerne vil leve videre i AaB – og det er jo ikk’ så ringe endda, som man gerne siger det oppe på de kanter.