Lynge - rullekonens søn fra Lollandsgade

Lynge Jakobsen stopper den 30. juni som direktør i AaB, og han er i den seneste tid blevet hyldet på behørig vis for sin tid i den nordjyske klub. Lynge Jakobsen har siden 1996 styret AaB som sportsdirektør og har gennem årene været en stor personlighed i dansk fodhold.

Tipsbladet satte for nyligt Lynge Jakobsen stævne til det store farvel-interview.

Læs hele den fremragende historie her:

Bragt i Tipsbladet 10. maj :

Rullekonens søn fra Lollandsgade
Alle ved, hvad Lynge Jakobsen har leveret som sportsdirektør i AaB siden 1996. Et Champions League-eventyr, to mesterskaber og fire tabte pokalfinaler er det direkte sportslige udbytte, der må siges at være ganske imponerende i en FCK-tid, men hvad med alt det, der er lidt sværere at sætte ord på? Hvad betyder AaB for ham, og hvad har han betydet for AaB? Og hvad efterlader en hel landsdels stemme af værdier i den klub, han kom til at elske ved en tilfældighed?
 

Historien om Dennis Marshall siger meget om, hvad Lynge Jakobsen har givet sin klub, siden han blev ansat som sportschef i januar 1996. Den costaricanske back fik godt nok aldrig et fodboldmæssigt fodfæste i det nordjyske i de to år, han var i klubben og ville vel aspirere til en plads på et tilhængervalgt hold over Lynge-indkøb, der aldrig slog til, men det er ikke det, det handler om.

For Lynge Jakobsen står klubben altid øverst. Det er indiskutabelt. Men de mennesker, der er en del af klubben betyder også meget for ham, og intet sted er det tydeligere end til sidst i den lange samtale i møderummet på AaB’s anlæg, hvor sportsdirektøren pludselig får en klump i halsen, da han siger navnene Marshall og Arianna.

Halvanden time tidligere var han ellers glad kommet gående ned ad gangen med favnen fuld af klenodier fra kontoret.

”Ja, jeg har faktisk forberedt mig. Det havde du nok ikke troet,” som han siger med det grin, der aldrig er langt væk, da han stiller tre udvalgte ting med betydning fra kontoret mellem os. Og nu er vi så nået frem til dem. Tifo-billedet fra 125 års jubilæet vender vi tilbage til senere i teksten, mens klubnålene fra Champions League giver sig selv. Men så er der det blankpolerede stykke træ med et billede af en tukan-fugl og et hul i toppen til at holde en vinflaske. Hvad er dog det?

”Champions League var den største oplevelse – eller nej. Det danske mesterskab var den største oplevelse, men det er så krymmelen på lagkagen, at vi også går i Champions League-gruppespillet i 08 og den lange historie om, hvor fantastisk det var. Den anden her har en helt anden historie,” siger Lynge Jakobsen og holder en sjælden pause til at trække vejret i.

”Den er fra Arianna, Marshalls kone, som, hver eneste gang hun havde været hjemme, havde købt en eller anden ting til Jette, min sekretær, og jeg. Så fik man lige en hilsen fra Costa Rica, og det ved jeg jo godt, hvorfor de gjorde. Det er fordi, de har følt sig godt modtaget, ellers ville man jo ikke gøre sådan noget. Og det er jo den anden del af det her,” siger sportsdirektøren, der har snakket opvækst, resultater, økonomi og feriepenge, men nu begynder på historien om det tragiske trafikuheld, der i slutningen af juni 2011 kostede landsholdsbacken og hans kone livet på en glat bjergvej i Costa Rica.

For hvad gør man, når det ufattelige sker? Hvordan får man æret og mindet de mennesker, man holdt af, samtidig med at man også har et hold af fodboldspillere, der skal videre på den rigtige måde?

”Jeg sad derhjemme, jeg tror, det var en torsdag aften og klokken var halv elleve, elleve. Så bliver jeg ringet op af Marshalls agent, en nordmand, der siger, at han har hørt ovre fra Costa Rica, at Dennis og Arianna har kørt sig ihjel. Nej, at Dennis og en anden i bilen er døde i et trafikuheld. Jeg siger: ”Prøv lige at hør, den her skal jeg have verificeret. Det her med, at du har hørt. Den her skal jeg virkelig have tjek på.”

”Jeg er ikke så god til at søge på nettet, så jeg fik nok Brian [Andersen, pressechef] til det, men i hvert fald kommer agenten tilbage, og den er god nok, desværre, og det var Arianna, der var med i bilen. De var blevet gift kort tid før. Og hvordan er det så lige, vi griber det her an. Jeg skal have fat på en træner, jeg skal have fat i nogen i klubben, jeg skal have en telefonkæde i gang til spillerne, men det kan jo næsten ikke nås. Det går sådan her [knipser]. Den er på medierne. Den er løbet. Det tæskede bare af sted.”

”Vi har jo svært ved at finde ud af, hvordan det lige er, at man forholder sig til... begravelse. De her praktiske ting, der kommer. Allerede dagen efter i klubhuset bliver det svært. Hvor meget græder man? Græder man åbenlyst, og hvordan er det lige, det er? Vi har jo mange unge spillere. Heldigvis er der nogen, der bare græder, og vi andre var selvfølgelig også rørt af det, så det blev ikke sådan noget fremmed noget. Det måtte man egentlig godt. Men hvornår er det så, man må begynde at grine igen? Vi havde sådan nogle faser, vi blev nødt til at forholde os til, og hvor vi også selv måtte være foregangsfigurer, for vi har vores alder med os.”

”Begravelsen blev et kapitel for sig. Vi ville have vores anfører derover, jeg ville derover, vi skal have klubben repræsenteret, men de skal begraves med det samme, og vi kan simpelthen ikke nå det. Vi kigger på fly, og det kan ikke lade sig gøre. Men så er der en, der får en fantastisk ide, så vi holder en mindehøjtidelighed på samme tid som begravelsen i Costa Rica inde i Klosterkirken og havde en præst til at gøre det. Så på den måde blev vi også en del af det, selv om vi ikke var til stede, fordi det var jo...”

”Jeg vil sige, at det var en hård tur, men jeg synes, at vi kom godt igennem den, og at alle bidrog med, at det skulle gøres ordentligt. Når nu vi var helt derude, hvor vi døjede med at bunde alle sammen, så synes jeg, at vi kom ærefuldt igennem det. Men det var tragisk. Det var sådan nogle fantastisk dejlige mennesker. Som fodboldspiller blev Marshall jo nedvurderet, nedgjort – han spillede jo fast på Costa Ricas landshold til sidst, og jeg synes, at han havde store kvaliteter, men også sin egen måde at spille på,” siger Lynge Jakobsen med et blik på træstykket med tukanen, der minder ham om et par vidunderlige, unge mennesker fra Costa Rica og deres alt for tidlige død, der også fik klubben til at stå sammen, som han gerne vil have det. Med stolthed og med kærlighed, for det er jo sådan, at han selv har det.

Men egentlig var det ret tilfældigt, at det lige blev AaB, der fik pladsen i hans store fodboldhjerte.

En lang tur på 
en bette blå cykel
Lynge Jakobsen voksede op i halvtredsernes Lollandsgade, i østbyens arbejderkvarter med tre-etagers lejlighedshuse i røde mursten og med plads til lokale forretninger hen ad gaden.

”Min mor havde så sin rulleforretning i kælderen, og vi boede selv i stuen. Det var sådan et kvarter, hvor fatter enten arbejdede på Eternitten, Rørdal [cementfabrikken] eller værftet. Ja, så var der lige ham hvis far var lokomotivfører, og det var sådan lidt stort, men min fatter var på Rørdal, og jeg spillede bare fodbold. Op ad den bette mur til forretningen, så min mor var ved at blive sindssyg af den der dunken, dunken, dunken. Men hun lod mig gøre det.”

”De gik ikke voldsomt op i fodbold nogen af dem, men de lod mig spille alt det, jeg ville, og det gjorde jeg så i AaB. Jeg har faktisk spurgt dem om, hvorfor det lige blev AaB, for det var Vejgaard Boldklub, der var det tætteste, og det mest logiske. Det var ikke fordi, at de havde i hovedet, at jeg skulle på førsteholdet. Jeg skulle bare spille fodbold, når nu det var det, jeg ville. Men hvorfor det blev AaB, kunne de ikke fortælle mig.”

”De første gange blev jeg kørt derud, men så havde jeg sådan en bette, blå cykel, og så kunne jeg fise bagom og ad nogen stier ud til anlægget. Jeg gjorde det alene. Seks-syv år gammel på cykel de tre kilometer. Det tror jeg fanme ikke, der var mange, der kunne få lov til i dag. Men fodbolden sneg sig ind på mig, og mine forældre har siden fortalt mig, at det var lige meget, hvor syg jeg var. De kunne ikke holde mig hjemme. Jeg skulle ud at træne, uanset om jeg havde feber, om det regnede eller tordnede. Det gik bare fuldstændig i blodet på mig,” fortæller Lynge Jakobsen.

Midtbanemanden var et talent, der fast var på førsteholdet i børne- og ungdomsårene og blev rykket op som senior som 18-19-årig efter et par kampe på ynglinge-landsholdet, men så gik karrieren i stå.

”Jeg tror kun, at jeg spiller 26 kampe i de første tre år, og jeg havde den negative oplevelse med, at man kun fik en kamp til at bevise noget, og hvis man ikke slog voldsomt til, så var de mere rutinerede klar og kom ind og overtog pladsen igen.”

”Men der er en ting, jeg kan husk’. Vi havde spillet mod B 1913 og så kommer, i mine øjne, selveste Kjeld Thorst [angriber og far til den senere forsvarskæmpe Søren Thorst], hen og lægger armen om min skulder, ja, jeg kan nærmest mærke den endnu, og siger ”Det var fan’me en god kamp i dag Lynge, det gik rigtig godt.” Det er sådan et øjeblik, hvor man tænker: Hvordan kan jeg blive ved med at huske det.”

”Det var selvfølgelig fordi, at Kjeld var noget specielt i klubben, den store stjerne, der var rigtig, rigtig god på det her tidspunkt, på landsholdet og så videre. Og det håber jeg også, at de unge kan synes i dag, selv om tiderne har ændret sig, at hvis Augo lægger hånden på skulderen af dem og siger, det var fan’me godt gået i dag, at der så stadig væk også er nogen, der synes, at det er rigtig rart.”

Men efterhånden kom Lynge Jakobsen på holdet og blev både den første kontraktspiller i klubben og nåede 267 kampe op gennem halvfjerdserne.

”Jeg var sådan en lidt slow, central midtbanespiller. Det er faktisk meget sjovt, for når jeg vurderer dansk fodbold, så er der nogle kulturer, som jeg synes går igen. Vejle har altid været dygtige til at lave teknisk dygtige fodboldspillere, og de har haft masser af dem gennem tiderne. Dengang jeg selv spillede og også i årene efter, hvis vi ville spille med dem over hele banen, så løb de med vores strømper, fordi de var pissedygtige. Så var det bedre, hvis vi pakkede os lidt og gav dem lidt af grovfilen.”

”OB har altid skullet være fysisk stærke, det har været deres varemærke, og AGF, dem kunne vi om ikke andet altid komme lidt op at skændes med, for de havde deres egen stemning med på banen. Jeg synes ikke, det har ændret sig så voldsomt, når jeg sidder og kigger på de her klubber i dag.”

”Og AaB, det vi kunne, det var at lave slow midtbanespillere, nogle ordentlige drenge der opførte sig ordentligt. Så vil nogen sige, at ja ja, I havde da også ham og ham, og det er også rigtigt, men på det generelle niveau vil jeg sige, at det er en beskrivelse af AaB. Og vi er blevet ved med at lave dem, de der midtbanespillere. Der er ikke noget galt med typerne, det er bare underligt at tænke på, for der er skiftet træner 100 gange, og tiderne har ændret sig, men alligevel bliver det ved,” siger Lynge Jakobsen.

Læs mere på næste side