Lykkelig Zanka: Folk skal ikke have ondt af mig
Illustration
Superliga

Lykkelig Zanka: Folk skal ikke have ondt af mig

Mathias Zanka Jørgensen nød hvert et sekund i sit hjemmebane-comeback for FC København.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

Mathias Zanka Jørgensen var dagens mand i centrum, da FC København lørdag mødte FC Nordsjælland. FCK-fansene gav forsvarsspilleren en hjertelig velkomst lige fra første sekund, han trådte ind i Telia Parken, og Zanka kvitterede ved at score det første mål i værternes 2-1-sejr.

- Det var rigtig dejligt at være tilbage. Jeg havde glædet mig utrolig meget, siger Mathias Zanka Jørgensen.

Zanka har spillet begge FCK's kampe fra start i denne sæson, selv om konkurrencen om pladserne i løvernes midterforsvar er benhård. Han skal således kæmpe med Kris Stadsgaard, Per Nilsson og Olof Mellberg.

- Jeg har selvfølgelig skullet kæmpe for min plads, og det synes jeg også, jeg har gjort. Jeg synes også, jeg har fortjent at være starter, selv om det er prominente navne, der også spiller min position. Så jeg er fint tilfreds, siger midterforsvareren.

Mathias Zanka Jørgensen har i starten af sæsonen ikke virket præget af sit mislykkede ophold i PSV Eindhoven, og det er han da heller ikke, understreger han.

- Selvfølgelig var det hårdt, men det er jo ikke fordi, at jeg har siddet i fængsel, og folk skal heller ikke have ondt af mig, fordi jeg ikke har spillet. Men nu er jeg tilbage i FCK, og det er det, det handler om, slutter den hjemvendte FCK-søn.