Lindegaard-agent: Aldrig konkret med Brøndby
Foto: Dan Istienne/Getty Images
Superliga

Lindegaard-agent: Aldrig konkret med Brøndby

Anders Lindegaard blev nævnt som et emne i Brøndby IF i sommerens transfervindue, men nu er han skiftet til Premier League-klubben Burnley.

Anders Lindegaard nåede næsten at runde tre måneder som arbejdsløs målmand, men også kun næsten. 

Torsdag blev den tidligere Manchester United-målmand præsenteret som ny mand i Premier League-klubben Burnley FC, der pludselig blev tvunget på markedet efter en ny keeper, da Tom Heaton blev skadet. Anders Lindegaard modtog hurtigt et opkald, og der gik ikke lang tid, før aftalen blev skrevet under.

At der skulle gå så lang tid, før Anders Lindegaard, der i sidste sæson tørnede ud for Preston North End, fik en ny arbejdsgiver, var en velovervejet beslutning.

- Vi havde et par muligheder i sommerens transfervindue, som aldrig blev til noget. Da transfervinduet så lukkede, kunne vi hurtigt konstatere, at Anders var en af de højest rangerede målmænd uden en kontrakt, så vi vidste, han ville blive ringet op. Det var bare at vente ved telefonen, siger Anders Lindegaards agent, Michael Stensgaard, til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Det viste sig at være den rigtige beslutning. Vi har begge været en del år i gamet, og Anders er en intelligent og reflekterende fyr, så han har sagt nej til meget for at vente på det rigtige tilbud. Det kom så fra Burnley i 12. time. Vi har været i kontakt med mange, mange, mange klubber i løbet af sommeren.

Anders Lindegaard har været i England siden skiftet til Manchester United i 2010, men han er ikke stavnsbundet. 

- Det vægtede højt fra Anders at blive i Manchester, og han har nu kortere vej til træning, end han havde i Presten, men han var klar til at rykke, hvis den rigtige mulighed havde budt sig. Det er absolut ikke England eller ingenting for Anders' vedkommende.

I Burnley FC er vejen til spilletid ikke så lang, efter at førstekeeper Tom Heaton blev skadet, men danskeren kommer bestemt ikke til at vade lige ind i startopstillingen.

- Anders skal slå nogle gode målmænd af. Han kommer med en god ballast, men er ikke blevet lovet noget som helst. Han er stadig sulten, men det handler også meget om held, timing og dygtighed. Han er klar til at tage kampen op, lyder det fra agenten.

Undervejs i transfervinduet var der en del rygter om Anders Lindegaard, og et af dem gik på, at Brøndby IF havde den tidligere Manchester United-keeper på blokken over mulige afløsere for Frederik Rønnow, der var meget tæt på at blive solgt til Crystal Palace. 

- Der var aldrig noget konkret med Brøndby, fortæller Michael Stensgaard.