Leon Andreasens ønske: Hannover er over AGF
Illustration
Superliga

Leon Andreasens ønske: Hannover er over AGF

Leon Andreasen vil meget gerne trække i AGF's hvide trøje igen. Måske kan muligheden allerede opstå til sommer, men det afhænger meget af Hannover 96.

Til sommer udløber Leon Andreasens kontrakt med Bundesligaklubben Hannover 96, og på samme tid vil det være 10 år siden, at en ung AGF'er skiftede fra Superligaen til tyske Werder Bremen.

Det betyder også at han via reglerne i forskerordningen kan komme tilbage til dansk fodbold med en attraktive skatteprocent efter 10 års uafbrudt arbejde i udlandet. 

Skal han så hjem til AGF? Det er det evige spørgsmål, som AGF måske kan besvare, hvis holdet rykker op i Superligaen til juni. 

- Den [drømmen om at spille for AGF] er der da stadigvæk, men det er ikke noget, jeg planlægger med. Hvis tiden kommer, hvor Hannover ikke vil mere, og hvis jeg stadig har mod på at spille og føler, at jeg kan, så er der kun en vej, hvis AGF er på banen. Der er kun en klub for mig, det er AGF. Men jeg vælger Hannover, hvis jeg står med et valg mellem Hannover og AGF. Der har jeg alligevel været her i Tyskland i for mange år, der er jeg for loyal overfor Hannover.

- Det er jeg også over for Århus, og jeg kunne aldrig drømme om at spille for en anden klub end AGF. Jeg er fan og elsker den klub. Jeg vil gerne, men jeg planlægger ikke med noget. Jeg har forhåbentlig tre-fire år tilbage, så jeg kan heller ikke planlægge med det. Vi ser, hvad der sker, jeg har aldrig været en, der planlagde langt ud i fremtiden, siger Leon Andreasen til Tipsbladet

Han håber, at AGF er på vej tilbage mod toppen i dansk fodbold efter snart to årtier uden for medaljeplaceringerne.

- Det er ærgerligt. Vi er Danmarks andenstørste by, vi har nogle af landets bedste fans. Tænk hvis klubben kunne få styr på tingene, siger Leon Andreasen.

Læs det store interview med Leon Andreasen om tysk og engelsk fodbold, skaderne, at bygge huse uden for London og det elskede AGF - få det hele i Tipsbladet. 

Køb bladet i dag sammen med Ekstra Bladet.