Leeds vil have Casper Sloth
Illustration
Superliga

Leeds vil have Casper Sloth

Det er ikke kun franske Evian, som jagter AGF's Casper Sloth. Leeds United har nemlig også meldt sig ind i kampen om den danske midtbanespiller.

Evian har fået endnu en konkurrent i deres jagt på AGF's Casper Sloth. 

Leeds United arbejder nemlig på højtryk for at sikre sig den danske midtbanespiller, det skriver Yorkshire Evening Post, hvis redaktør, Phil Hay, har erfaret at Championship-klubben er meget interesserede i den 22-årige AGF'er. 

- Leeds arbejder på at lande en handel, som kan bringe Casper Sloth til Elland Road, inden måneden er omme, skriver avisen. 

Dermed er Casper Sloth udset til at styrke Leeds Uniteds midtbane, som har set sløj ud i denne sæson. 

- Det skal styrke et område på holdet, som blev udstillet i løbet af tirsdagens 2-0-nederlag med Brighton, skriver Yorkshire Evening Post. 

Leeds United har indtil videre haft en svær start på sæsonen i The Championship, hvor de kun har hentet tre point i sæsonens første tre kampe.