Lasse Nielsen tilbudt til Gent
Illustration
Superliga

Lasse Nielsen tilbudt til Gent

Lasse Nielsen jagter en ny klub i disse timer, og nu er han angiveligt blevet tilbudt til belgiske Gent.

Lasse Nielsen har vidst hele sommeren, at han gerne ville væk fra de hollandske nedrykkere fra NEC Nijmegen, men den tidligere AaB-spiller har ikke mange timer tilbage, før han som minimum må tage til takke med fodbold på anden klasse i Holland i fire måneder mere. Derfor er danskeren en travl herre.

Den tidligere AaB-profil har tidligere været sat i forbindelse med Brøndby, men efter Daniel Aggers skifte hjem til Vestegnen er det ikke længere aktuelt. Lasse Nielsen har også været linket til en eller flere klubber i Frankrig, men også den vej ser ud til at ende i en blindgyde for danskeren.

Nu kan den belgiske liga blive redningen for Lasse Nielsen.

Belgiske medier skriver, at Gent, der i forvejen har Nicklas Pedersen i stalden, er blevet tilbudt Lasse Nielsen. Klubben er på udkig efter en ny midterforsvarer, som skal være på plads inden i aften, og det er i den forbindelse, at Lasse Nielsen er blevet foreslået klubben. Det samme skulle franskmanden Steven Thicot være blevet.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt Gent er interesseret i at tilknytte Lasse Nielsen, der har kontrakt med NEC Nijmegen frem til 2017.