Lars Jacobsen: En skidt indsats
Selvom FC København havde godt styr på begivenhederne mod AC Horsens, var københavnerne alligevel ikke dygtige nok til at skabe de helt store målchancer, og udeholdet måtte lide sæsonens første nederlag.
Løvernes Lars Jacobsen var bestemt heller ikke en tilfreds herre, da han snakkede med TV2 Sport efter kampen.
- Vi er ikke dygtige nok i dag, Det var en meget lige kamp, men jeg er meget skuffet over det, der sker i dag, sagde han og fortsatte:
- Det var en skidt indsats, og jeg er meget bitter lige nu. Vi vidste godt, det vil blive svært. Vi forærer to dumme mål væk, og så kender vi ikke vores besøgelsestid, sagde højrebacken.
Horsens-træner Johnny Mølby var derimod yderst tilfreds med sit hold, der har det med at gøre det godt mod Superligaens bedste mandskaber.
- Det var en meget lige kamp, og vi havde en rigtig god tro, inden vi gik ind til kampen, sagde han til TV2 Sport efter kampen og fortsatte:
- Når vi har spillet mod de store hold, har vi matchet dem i tætte kampe, og vi vidste godt, at vi ville få et par chancer i dag, men vi var i tvivl om vi kunne stå fysisk imod nede i eget felt. Men det lykkedes heldigvis i dag.