Kusk tænkte ikke på Brøndby-interesse
Illustration
Superliga

Kusk tænkte ikke på Brøndby-interesse

Kasper Kusk spekulerede ikke et sekund over, at Brøndby i januar ville købe ham, da han søndag rendte rundt på Brøndby Stadion.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby lagde i januars transfervindue ikke skjul på, at AaB-profilen Kasper Kusk var en mand, man gerne så komme til den københavnske Vestegn og spille fodbold, og de blå-gules åbenmundethed var for meget for nordjyderne, der mener, at Brøndby har været lidt for langt fremme i skoene omkring Kusks påståede frikøbsklausul.

Alt det fyldte dog ikke noget i hovedet på den unge landsholdsspiller, da han søndag var med til at hive 2-2 med hjem til Nordjylland i premieren.

- Det tænkte jeg ikke over, da jeg løb der inde. Det er selvfølgelig lidt specielt, men mest af alt er det noget, som medierne har haft fokus på, siger Kasper Kusk.

Med få minutter tilbage af opgøret mod Brøndby var Kasper Kusk ved at skaffe AaB alle tre point, da han fremprovokerede et selvmål af Daniel Stenderup, men på det følgende angreb fik hjemmeholdet udlignet. Derfor var det også en blandet smag i munden, Kusk stod med efter slutfløjtet.

- Jeg er selvfølgelig skuffet over resultatet, når de udligner så sent, som de gør, men overordnet set kan vi godt være tilfredse med 2-2 og det ene point. Jeg synes, det var et fair resultat, men selvfølgelig er det da en lidt ærgerlig fornemmelse at stå med lige nu, siger Kasper Kusk, der har top tre som det overordnede mål for sæsonen:

- Vil vil være tilfredse med at slutte i top tre. Det vil måske være lidt overambitiøst og ikke særlig nordjysk, hvis vi melder ud, at vi vil være nummer et. Set i lyset af, at vores konkurrenter også har større økonomiske muskler end os, synes jeg også, at top tre er et fint mål, slutter den danske landsholdsspiller.