Superliga

Kusk og AaB endnu ikke enige

Kasper Kusk har endnu ikke forlænget sin kontrakt med AaB, men forhandlingerne er i fuld gang.

Kasper Kusk var et af de mest spændende nye navne i AaB i 2012, og derfor ser mange nordjyder gerne, at den unge offensivspiller fortsætter i klubben i lang tid endnu.

Kasper Kusk har imidlertid kontraktudløb med AaB til sommer, og parterne er endnu ikke blevet enige om en forlængelse. Forhandlingerne er dog i fuld gang, fortæller Kusks agent John Sivebæk.

- Der foregår nogle forhandlinger og snakke mellem AaB og os, men det er svært at kommentere det yderligere, siger han til tipsbladet.dk.

Han vil ikke pege på, om AaB og Kasper Kusk er kommet tættere på hinanden i forhold til en forlængelse.

- Det kommer an på, hvem du spørger, siger Sivebæk med et grin, inden han slår over i en mere alvorlig tone.

- Det er svært at sige, for det kommer an på mange ting. Det handler også om, hvad Lynge og AaB vil, siger agenten.

Efter det netop overståede årsskifte kan Kasper Kusk forhandle frit med andre klubber, og spørgsmålet er så, om han er begyndt at gøre det.

- Det ønsker jeg ikke at kommentere. Vi holder det internt og diskuterer det ikke i pressen. Det skal nok blive meldt ud, når der er noget at fortælle, siger John Sivebæk.