Kusk: Hellere Holland end Premier League
Illustration
Superliga

Kusk: Hellere Holland end Premier League

Kasper Kusk har set de historier, der sætter ham i forbindelse med Premier League-oprykkerne Crystal Palace. Han vil dog hellere til Holland.

AaB's landsholdsspiller Kasper Kusk blev i går kastet ind i rygtestrømmen omkring klubberne i Premier League, da oprykkerne Crystal Palace blev meldt interesseret i Kusk'en, der har fået sit gennembrud i Superligaen i denne sæson.

Selv kender Kusk ikke andet til interessen end det, han læste på nettet i går eftermiddags.

- Jeg har godt set det, men ikke jeg kender ikke rigtig noget til det. Det var faktisk først lige, da jeg så en overskrift, jeg hørte det første gang, så jeg ved ikke så meget om det. Det kunne måske være sjovt, men jeg tror egentlig ikke, engelsk fodbold er det mest oplagte til den spillestil, jeg praktiserer. Så vil jeg umiddelbart kigge mere på Holland, hvor de spiller noget mere teknisk fodbold, end de gør i England, siger Kasper Kusk til tipsbladet.dk.

Hans kontrakt med AaB løber til sommeren 2015, og Nordjyske skriver i dag, at han har en frikøbsklausul i sin kontrakt, der gør det muligt for interesserede klubber at købe Kusk fri for fire millioner kroner. Derfor kan Crystal Palace få Kusk relativt billigt, men sportsdirektør Lynge Jakobsen advarede i går kantspilleren mod at tage for stort et skridt i første omgang, og han er for så vidt enig.

- Det kan du måske godt sige, men det afhænger jo også af, hvilken klub det er og så videre. Det går bare hurtigere i Premier League end i Superligaen, så der er en tempoforskel, og chancen for at man kan komme til at sidde på bænken vil nok også være større, end hvis man tog et lille skridt ud, så på den baggrund, har han måske nok ret i det, siger Kusk, der altså hellere vil til Holland, og så er vi tilbage ved, om der egentlig er noget, der rør sig, eller om han nærmere ser sig selv blive i Nordjylland.

- Jeg har en rådgiver, der tager sig af alt det. Jeg ved egentlig ikke så meget om det. Jeg fokuserer egentlig bare på at spille i AaB, og jeg tror også, det vil være fornuftigt i forhold til min udvikling at få noget mere fast spilletid i AaB, og så se hvad det kan blive til om et år, eller hvor lang tid der nu går.

Kasper Kusk kan debutere på A-landsholdet i aften på hjemmebanen i den vestlige del af Aalborg, når Danmark møder Georgien i en testkamp.