Superliga

Krohn-Dehli klar til skifte

Brøndby-profilen vil gerne prøve kræfter med udlandet igen.

Allerede som  helt ung skiftede Krohn-Dehli til Ajax uden dog for alvor at slå igennem. Siden blev han lejet ud til en række hollandske klubber, inden han som bekendt skiftede til Brøndby i 2008.

Her har den 28-årig midtbanespiller lige siden været blandt Brøndbys bedste, og nu er han så klar til at forsøge sig med et nyt udlandsophold.

- Der er rigtig stor interesse for Michael fra klubber i udlandet. Der er intet konkret lige nu, men det er ingen hemmelighed, at Michael gerne vil prøve noget nyt, siger hans agent Kaj Lerby til Sporten.dk

I følge Berlingskes oplysninger skulle Twente, AZ og Groningen have følerne ude, og selvom Lerby ikke vil røbe nogen navne, forklarer han, at det skal være en klub af en vis kaliber. før det har interesse.

- Michael er en spiller med et højt niveau, så en eventuel ny klub skal være en topklub i sin liga. Der er ingen grund til for ham at skifte til en midterklub. Han trives godt i Brøndby, hvor han har fået en platform, der har gjort ham til landsholdsspiller.

Krohn-Dehli blev med 12 scoringer topscorer i Brøndby i sidste sæson.