Video : Tipsbladet
Superliga

Kristjansson: FCK er ønskemodstanderen

Olafur Kristjansson ryster ikke i bukserne over, at Randers FC skal en tur i Telia Parken. Han kunne faktisk ikke ønske sig en bedre modstander ovenpå to nederlag i træk.

Randers FC spiller lørdag mod FC København i Telia Parken, og det er umiddelbart ikke en opgave, som man ser frem til som modstander. De danske mestre har stadig til gode at tabe i Superligaen i denne sæson, men Randers' træner Olafur Kristjansson er ikke afskrækket. Det er selvom Randers har tabt sine to seneste kampe. 

- Det er dejligt, at vi får en kamp hurtigt efter en fin indsats mod Brøndby, som alligevel endte med en skuffelse, og jeg kunne ikke ønske en bedre modstander end FC København. Danmarks pt bedste fodboldhold. Det er en dejlig udfordring, og en fantastisk måde at bruge sin lørdag aften på, siger Kristjansson til Randers Amtsavis

Senest de to klubber mødte hinanden endte det 2-2 på BioNutria Park, hvor Federico Santander gav Randers-forsvaret store problemer, da han scorede to gange. Han er dog ikke i truppen til denne kamp.

Randers kan med en sejr cementere sin plads i top seks, så de næppe behøver at frygte for at ryge ud af mesterskabsslutspillet.