Kristian Bak er sikker på, jeg sover i mit træningstøj
Illustration
Superliga

Kristian Bak er sikker på, jeg sover i mit træningstøj

Pione Sisto er 19 år gammel, er kåret til Efterårets Profil i Superligaen, har fået dansk pas og er udtaget til U/21-landsholdet. Kantspilleren fortæller om to vilde år med et spring som profil i ynglingeligaen til FC Midtjyllands potentielt dyreste spillersalg nogensinde. Læs eller genlæs det store interview.

Bragt i Tipsbladet 5. december

Dem med hang til eliteungdomsfodbold havde så afgjort hørt om Pione Sisto, men for vi almindelige dødelige fodboldinteresserede dukkede FC Midtjyllands kantraket for alvor op en kølig dag i Parken for ni måneder siden.

Først bragte Sisto sit mandskab foran igen med et opportunistisk langskud, minuttet efter at Olof Mellberg havde udlignet, og med ti minutter igen satte offensivspilleren, der var fyldt 19 måneden forinden, turbo på. Fra midten af sin egen banehalvdel spurtede han mod FC Københavns mål, og da ingen kunne fange ham og FCK’s forsvar ventede for længe, tog Sisto et træk ind i banen og sparkede bolden ind via arme Jacob Busks stolpe til 4-1.

Velkommen til de voksnes rækker
FC Midtjylland vandt 5-1, og var Erik Sviatchenko og Izunna Uzochukwu ikke kommet til skade i den kamp, hvilket øjeblikkeligt endte Sviatchenkos forårssæson (og hele 2014 for den sags skyld) og kort efter sendte Uzochukwu på operationsbordet, havde FC Midtjylland muligvis ligget bedre i guldkampen.

Da FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm begyndte at have Pione Sisto med til træninger og på bænken i Superligaen for to år siden, var trænere og spillere på førsteholdet klar over, at det var en særlig spiller, de fik med at gøre.

”Fodboldmæssigt er det en kreativ spiller, der er meget meget dygtig i sine drible- og fintefærdigheder, som han hele tiden arbejder med at videreudvikle og som han gerne viser frem i kamp. Disse kvaliteter er dog ikke kommet ud af ingenting, for han har et meget stort behov for selvtræning og man ser ham ofte alene ude på banen flere gange om ugen,” udtalte FC Midtjyllands akademichef Flemming Broe, da Sisto blev kåret til årets akademispiller i klubben.
Men det var ikke guld eller den store plads til fremragende soloaktioner, der prægede det FC Midtjylland, Sisto blev rykket op på. Efter bronze i maj 2012 var førsteholdet i dyb krise i efteråret, og det var hårdt arbejde at komme fra et overlegent ungdomshold til at vænne sig til Superligaen i en presset periode.

”Der var et kæmpe spring op til at spille voksenfodbold. Tingene bliver noget mere seriøse, og det skulle jeg vænne mig til. Jeg skulle spille foran langt flere mennesker, og der var flere, der gik op i det, jeg gjorde. Flere meninger om tingene,” siger Pione Sisto.

”Der var lidt for mange ting, jeg ville lære på en gang. Jeg har lært at tage tingene i skridt i stedet, både i forhold til at spille i Superligaen og at lære at være del af en Superliga-trup i FC Midtjylland,” siger Pione Sisto, der også skulle vænne sig til, at han ikke nødvendigvis kom i kamptruppen, selvom han var strålende i træninger og kunne mere offensivt end konkurrenter, som Riddersholm udtog til Superliga-kampene.

”Sådan har det selvfølgelig også været for mig i perioder, hvor jeg følte, at jeg kunne være del af holdet til en kommende kamp, og hvor jeg så ikke blev udtaget. Der har jeg prøvet at blive skuffet. Det tog noget tid for mig at finde den rolle, både jeg og klubben gerne ville have. Det har været en længere proces, som nu er lykkes,” siger Pione Sisto.

Ud på træningsbanen
I glimt viste Sisto, at han var en fremragende dribler, der skabte problemer for selv de mest erfarne Superliga-proffer.
Han scorede i sæsonpremieren i sidste sæson og vakte opsigt i de første runder, men som efteråret skred frem, fadede Sisto ud og blev anonym.

”Jeg var ret ny, og jeg kendte ikke Superligaen ret godt. Jeg skulle lære niveauet at kende. Hvor god skulle jeg være på de forskellige områder for at kunne være det, jeg vil være for holdet. Det fyldte meget, og jeg var rigtig svingende i mit spil. Nogle gange gjorde det godt, så forsvandt jeg, for derefter at komme godt tilbage. Der var ikke et særlig godt bundniveau. Det har jeg kigget meget på op til og under denne sæson, og jeg synes, at jeg har rettet op på en del,” siger Pione Sisto.

Efter den første tredjedel af sæsonen i efteråret 2013 startede Sisto kun syv Superliga-kampe indtil maj 2014, og på træningsbanen piskede trænerne deres talentfulde kantspiller gennem øvelserne med ekstra fokus på det defensive.

”Det er afgørende, at jeg er en spiller, der er ret god til at finde ud af, hvordan jeg bliver bedre. Det er ikke nok bare at tænke det, man skal også gøre det. Det er sket i dialog med mine trænere og holdkammerater. Jeg har været meget detaljeret i mit arbejde, for jeg ville blive den her afgørende spiller, som jeg altid har ønsket at være. Det har hele tiden været i mig, da jeg spillede U/17 og U/19, det at jeg vil afgøre kampe. Det er gået rigtig godt, og jeg har arbejdet hårdt for det,” siger Pione Sisto om sin udvikling.

”En ting er, at jeg skulle blive fysisk større. Jeg har indset, at jeg tog nogle forkerte beslutninger i situationer, hvor der var noget andet, jeg i stedet burde gøre. Jeg har nogle gange haft svært ved at forstå, hvad det var, de gerne ville have af mig. Det tog mig tid at indse,” siger Pione Sisto.

”Glen går meget op i, at du er en tovejs-spiller. Det er ikke nok, at du kan noget offensivt. Du skal være en spiller, som trænerne men først og fremmest dine holdkammerater kan stole på. Her taler vi i første omgang defensivt og holdtaktisk. Det var noget, jeg skulle arbejde på. Det gik man ikke helt så meget op i i ungdomsfodbold, som da jeg kom op og spillede voksenfodbold. Det ville Glen have mig til at lære, og jeg var også selv klar over, at det var nødvendigt. Det har været hårdt arbejde at lære,” siger Pione Sisto.

Rigtige beslutninger – og forkerte
Et meget synligt eksempel fik vi ugen før Pione Sistos to mål i 5-1 sejren i Parken for ni måneder siden. FC Midtjylland havde forberedt sig hele vinteren på et forår, hvor de lå etter foran AaB og FC København. Sisto var kommet ind for Musefiu Ashiru ti minutter efter pausen, og i de sidste minutter ved stillingen 1-1 i Odense lavede Pione Sisto en offensiv aflevering umiddelbart udenfor sit eget felt. Jakob Poulsen fangede ikke bolden. Det gjorde Ari Skulason til gengæld, og med et hårdt, velplaceret spark gav islændingen fynboerne tre point.

Sekunder efter slutfløjtet brølede cheftræner Glen Riddersholm ind i hovedet af sin 19-årige kantspiller. Riddersholm sagde bagefter, at det var for at få en reaktion ud af Sisto, for at forberede ham på kritikken i omklædningsrummet bagefter, og ugen efter leverede Sisto så sin bedste kamp i Parken.

”Det var ærgerligt, og jeg var ked af det, der skete. Så gik Glen måske en smule amok. Jeg tacklede det rigtig fint og kom stærkt tilbage. Der bliver sagt nogle ting direkte og lige nu og her i Superligaen, og det var første gang, jeg prøvede det,” siger Pione Sisto med et grin.

”Det var jeg [i fokus] efter det, der skete i Odense. Det handlede om at være klar til næste kamp. Jeg fik at vide, at jeg sandsynligvis var del af start-11. Det skulle jeg være mentalt klar på, jeg skulle træne godt op til og ikke tænke så meget på det, der skete i Odense. Jeg var glad for, at jeg fik slettet det, der skete derovre,” siger Pione Sisto.

Sådan fortsatte Pione Sisto uge efter uge, træning efter træning. Nogle gange leverede han fantastiske aktioner og lange, gode perioder i kampene, andre gange var han væk, og han kunne selv se, at det ikke fungerede.

”Der var også meget offensivt, jeg skulle lære. For ofte var jeg ikke effektiv set i forhold til det, jeg kan,” siger Pione Sisto.

”Jeg har haft tendens til at spille bolden for meget tilbage eller drible for meget rundt om mig selv. Jeg havde lidt svært ved at få det bedste frem. For mig har meget af det handlet om selvtillid. Jeg har mere tro på det, jeg gør, og jeg ser for mig, at jeg lykkes i stedet for at mislykkes. Det synes jeg har ændret mit spil positivt i denne sæson,” siger Pione Sisto.

At lykkes
Den foregående sætning falder, som resten af interviewet, på drevent jysk. Pione Sisto tror på sig selv, på sit talent og på, at han kan nå langt i udlandet med hårdt arbejde. Men han er også en ydmyg teenager, der holder tillægsordene nede ved den sandede, midtjyske muld, og når Morten Olsen holder sig ajour med Sistos nært forstående danske statsborgerskab og Superliga-trænerne stemmer ham ind som den yngste mand på Efterårets Profil nogensinde, kan man noget ekstraordinært. Pione Sisto scorede fem mål på fem uger i oktober og november, herunder en opvisning hjemme mod FC Nordsjælland, der vakte Hamburger SV’s (og en lang række andre klubbers) interesse, og i sommer havde flere af Europas store klubber snørren ude, indtil FC Midtjylland med Matthew Benhams nye millioner skrev kontrakt med Pione Sisto indtil 31. december 2018.

Pione Sisto er klar over, at han kan noget, som de færreste fodboldspillere i Danmark kommer i nærheden af, men han vil ikke bruge energi på at overveje, hvad der kan og ikke kan ske i hans fodboldkarriere og på transfermarkedet om en eller seks måneder.

”Jeg sætter mig ikke mål for, at jeg skal være det og det sted om et halvt eller helt år. Jeg har en ambition om at spille i en større klub og liga, end jeg gør nu. Jeg håber på, det kommer til at ske i fremtiden. Men der er ingen dato. Jeg kører ikke tingene på den måde. Kommer der tilbud på banen, forholder jeg mig til det,” siger Pione Sisto.

”Al det ros indikerer, at jeg har gjort det godt, og folk er da også mere interesserede i at få mere at vide om mig, også omkring det private. Det er vigtigt for mig at fokusere på det, der er vigtigst, og det er mit arbejde på træningsbanen og mine målsætninger. Det synes jeg, at jeg er god til at fokusere på, selvom der er al den her snak om mig, om landsholdet, passet, og så videre,” siger Pione Sisto.

Sistos cheftræner har sammenlignet talentets størrelse med Christian Eriksens, en spiller Riddersholm havde en overgang som unglandstræner. Men heller ikke den sammenligning bider på Efterårets Profil.

”Glen har fortalt meget af det samme til mig personligt, så det at han siger det offentligt gør ikke så stor en forskel for mig. Det er fint, at andre får det at vide, og jeg føler ikke noget ekstra pres. Jeg ved, at Glen har store forventninger til mig, og det har jeg det fint med. Det betyder jo, at han tror på, jeg bliver en rigtig god fodboldspiller i fremtiden, og så gør det ikke noget, om der kommer lidt pres,” siger Pione Sisto.

Fra han var en lille dreng i Tjørring IF kunne Pione Sisto drible, og det i en grad, så hans ungdomstrænere fik sat tålmodigheden på prøve, når Sisto igen og igen driblede i stedet for at spille bolden. Det er de, holdkammeraternes forældre og FC Midtjylland nok glade for i dag, hvor Sistos teknik og evner til at sætte modstandere af får fodboldfolket i Herning&opland til at drømme sig tilbage til Mohamed Zidan-dagene for ti år siden. Selv synes Sisto, at der har været fokus på hans spillestil siden de tidlige år, og han mener, at det er en hjælp i dag.

”Opmærksomheden har jeg oplevet, siden jeg var lille. Jeg har forholdsvis nemt ved at håndtere det, for jeg har mange gange oplevet, at folk har en mening om mit spil og mine driblinger. På den måde kommer det ikke som noget chok, at folk snakker om, hvordan jeg klarer mig. Det med udfordringerne har ligget i mit spil i mange år, tilbage fra Tjørring. Jeg spiller nok atypisk i forhold til de fleste, jeg spillede med dengang, og det var interessant for folk, så det med meningerne overrasker mig ikke,” siger Pione Sisto.

”Jeg har været rigtig glad for, at jeg er lykkes med at udtrykke det, jeg kan som fodboldspiller. Det har været vigtigt for mig, at jeg har været i stand til det. Jeg håber på, at det bliver bedre, det er jeg sikker på, at det bliver med de mål, jeg har sat mig. Det er gået rigtig fint indtil nu, og det er jeg glad for.”
Søndag skal Pione Sisto i Parken igen. Til en kamp, hvor FC Midtjylland måske er svag favorit på trods af, at holdet mangler et par stamspillere.

”Selvfølgelig er det realistisk, at vi spiller lige så godt i foråret,” siger Pione Sisto optimistisk, og som holdkammeraterne har oplevet og akademichef Flemming Broe sagde det, er der handling bag ordene.

”Det afgørende har været min glæde for fodbold. Den har været enorm, og jeg har altid været nysgerrig. Jeg har måske gjort mere ud af mine driblinger, af at prøve nye ting af og finpudse dem. Ting som andre ikke gør. Det med at blive bedre til noget har altid ligget i mig. Jeg har et enormt drive, og jeg har været god til at omsætte tanker og mål til konkret, hårdt arbejde. Og jeg arbejder med glæde,” siger Pione Sisto, der er ved at få sig et rygte som lidt af et dydsmønster, når det kommer til den selvtræning, som FC Midtjyllands cheftræner gerne ser, spillerne selv tager initiativ til.

”De laver noget sjov med mig engang imellem. Jeg kører på ren glæde, jeg elsker at spille fodbold. Kristian Bak siger, at han er sikker på, jeg sover i mit træningstøj,” siger Pione Sisto og ler højt.

Han er kommet godt i gang, den 19-årige Pione Sisto, der nu er Efterårets Profil. Kontrakten siger, at FC Midtjyllands fans får glæde af ham i fire år til. Er han der i halvandet år endnu, skal førnævnte nok være særdeles tilfredse, for det er sjældent, at så gode individualister vokser op fire km fra MCH Arena.