Kent Nielsen om forstærkninger: Kommer an på lodtrækning
Illustration
Superliga

Kent Nielsen om forstærkninger: Kommer an på lodtrækning

Kent Nielsen skal have afklaret, hvilke forventninger AaB's bestyrelse har til deltagelsen i Europa League, før han kan se på flere aktiviteter på transfermarkedet.

AaB skal i efteråret deltage i Europa League. Det stod klart tirsdag, da de nordjyske mestre tabte med 0-4 på udebane mod APOEL og sammenlagt 1-5 efter de to playoffkampe. Cheftræner Kent Nielsen har endnu ikke lagt sig fast på, om holdet skal have hevet flere forstærkninger ind til de kommende udfordringer i Europas næstbedste klubturnering. Det kommer an på, hvilke hold der kommer forbi Nordjyske Arena i løbet af efteråret.

- Hvad vi vælger at gøre, kommer meget an på den lodtrækning til Europa League. Inden vi ved, hvilke hold vi kommer op mod, så er det svært at sige konkret. Som træner ønsker jeg naturligvis hele tiden forstærkninger. Men det her handler også om at forventningsafstemme, og der bliver vi nødt til at snakke om tingene internt mellem den sportslige ledelse og bestyrelsen. Vi bliver jo nødt til at finde ud af, hvad bestyrelsen ønsker at opnå, og så må vi jo i den sportslige sektor sige, hvad vi mener, at det kræver at nå de mål, siger Kent Nielsen til Ekstra Bladet.

Der er lodtrækning til Europa League fredag. Også FC København er med i puljen efter det samlede nederlag til Bayer Leverkusen.

AaB har i sommerens transfervindue allerede hentet Thomas Enevoldsen, Nicklas Helenius, Mathias Thrane, Donny Gorter og Rasmus Jönsson, mens der blandt andet er sagt farvel til Anders Due, Jeppe Curth og Kasper Kusk.