Video : Tipsbladet
Superliga

Kent Nielsen før FCK: Vi kommer til at anstrenge os helt vildt

OB-træner Kent Nielsen ser frem til hjemmekampen mod FC København, hvor han forventer at se et energisk OB-hold.

OB står foran en svær opgave, når FC København kommer på besøg på stadion i Odense søndag eftermiddag.

Fynboerne er inde i en skidt periode, men cheftræner Kent Nielsen finder tro på sit hold, fordi det især er på udebane, at fynboerne har haft problemer. 

- Vi har jo slidt med at få resultater, men vi føler os trygge hjemme. Det er ikke, fordi vi er utrygge på udebane, men det er stadig en fordel for os at spille på hjemmebane. Vi håber og tror da også på, at vi kan få noget af det samme frem, som vi havde i den senest hjemmekamp. Både fight og det spilmæssige fra os selv, men også den gode støtte, som gjorde, at det blev en virkeligt fin dag for alle. Alle havde anstrengt sig for at bakke op, og så tror vi også på, at det kan lykkes for os at komme tilbage på sporet imod FCK, siger Kent Nielsen til ob.dk.

I OB's seneste hjemmekamp mod AGF, oplevede fynboerne stor opbakning fra sine fans, og Kent Nielsen håber på en lignende oplevelse søndag.

- Jeg har altid ment, at man skal gøre sig fortjent til at få opbakningen, og det skal man gøre via sin ageren på banen. Det ligger også først for os, at folk skal kunne se, at vi anstrenger os meget. Der er ingen tvivl om, at et hold, som har tabt meget, har brug for, at der bliver bakket op. Det at mærke nogle positive vinde gør, at man kan løbe de ekstra skridt, selvom de kan føles tunge. Det er det, som vi håber på, men vi ved også godt, at vi skal levere vores del. Vi kommer til at anstrenge os helt vildt for få leveret energi, kvalitet og selvfølgelig også gerne nogle scoringer og et godt resultat. Vi håber og tror da også på, at vi kan gøre det til en fælles og positiv oplevelse, som det var, da vi spillede imod AGF, siger Kent Nielsen.

Kampen mellem OB og FC København spilles søndag klokken 16.00.