Keller: Altafgørende at få point igen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Keller: Altafgørende at få point igen

Det uafgjorte resultat mod FC København kan være vendepunktet for Randers FC, mener Christian Keller.

Efter et efterår, hvor Randers FC på imponerende vis blandede sig i toppen af Alka Superligaen, har foråret været en anderledes oplevelse for klubben.
 
Et overraskende nederlag til Silkeborg IF, som var bundproppens første sejr i sæsonen, startede en dårlig periode for randrussianerne, der tabte den næste kamp til FC København i DBU Pokalen og efterfølgende to Superliga-kampe mod AaB og FC Midtjylland. 
 
Søndag lykkedes det endelig for Randers at få point, da Djiby Fall med en sen udligning sikrede 1-1 mod FC København, og det kan sparke holdet igang, mener Christian Keller.
 
- Jeg tror og håber, at det var et vendepunkt. At få et point i Parken kan være et vendepunkt.
 
- Det var altafgørende, at vi fik point igen. Det er med til at give os troen på, at vi er gode nok til at ligge, hvor vi gør.
 
- Om vi kan holde tredjepladsen hele sæsonen, eller vi glider lidt længere ned, så er det stadig godkendt. Inden sæsonen havde vi en målsætning om top seks. Men hvis vi kan spille med om medaljer, når vi nærmer os sommer, så vil vi selvfølgelig være rigtig glade og stolte, siger Christian Keller til Randers Amtsavis.
 
Efter landskampspausen venter AaB i den næste Superliga-runde.