Kasper Kusk blev i 2013 kåret som Efterårets Profil i Superligaen. Dengang tørnede offensivspilleren ud for AaB og var så afgjort en stor profil.
Samme profil har han ikke været i FC København, og heller ikke i det forgangne efterår. Kun syv Superliga-kampe fra start blev det til for Kusk, og det er naturligvis under forventningerne for en spiller af den kaliber. Derfor er spørgsmålet, om Kasper Kusk læner sig op af et exit i FC København?
Kasper Kusk bliver torsdag i Fyns Stiftstidende sat i forbindelse med OB, men det er ikke noget, han gør sig tanker om. Han gør sig til gengæld en masse tanker om hele situationen i FCK.
- Jeg skal til at spille noget mere fodbold, men om det bliver her eller et andet sted, ved jeg ikke endnu. Der er ingen tvivl om, at hvis der kommer en spiller mere til kanten (Nicolaj Thomsen, red.), som der er meget, der tyder på, gør det naturligvis ikke min situation bedre, og det må jeg tage op til overvejelse, siger Kasper Kusk til tipsbladet.dk og understreger, at han har svært ved at se, hvad han skal gøre for at afkorte vejen til mere spilletid:
- Jeg føler ikke, jeg kan gøre mere. Jeg får scoret fire-fem mål og starter inde i otte-ni kampe, så jeg har svært ved at se, at jeg kan gøre meget mere. Vi har fire dygtige kantspillere, og der er hård konkurrence, men der er ingen tvivl om, at jeg kan ikke gå her et halvt år mere uden at spille. Det vil ikke være godt for min udvikling, lyder det fra Kusk.
FCK-manager Ståle Solbakken fastslår torsdag over for tipsbladet.dk, at han ingen intentioner har om at vinke farvel til spillere i dette transfervindue, og det har Kasper Kusk forståelse for, omend han også håber på individuelle hensyn.
- Hvis jeg var træner, ville jeg også håbe, at alle spillere blev, men man er også nødt til at se på, hvad der er bedst for den enkelte spiller. Så jeg kan godt se det fra klubbens side, men spørgsmålet er også, hvad der er bedst for mig, siger Kasper Kusk.
Kasper Kusk har kontrakt med FC København frem til sommeren 2020.