Superliga

Kaptajnen: Brøndby rykker ned

Nedtællingen til Superligaen er i gang. Tipsbladet.dk varmer op med anføreren fra hver af de 12 klubber.

Sæsonstarten i Superligaen er lige om hjørnet. Den 13. juli sparkes landets bedste række i gang, og kampen om mesterskab, medaljer, overlevelse og nedrykning kan begynde.

Tipsbladet.dk tager frem mod Superligapremieren temperaturen på Superligaen ved at stille seks spørgsmål til de 12 klubbers anfører, der skal komme med sit bud på den kommende sæsons Superliga.

I dag: Thomas Augustinussen, AaB

Hvad mangler I frem mod sæsonstarten?
-
Det ser fornuftigt ud, og vi har ikke haft så mange skader, så der er blevet kørt godt på. Så umiddelbart føler jeg ikke, at vi mangler så meget, men det finder vi jo ud af efter weekenden.

Hvordan kommer AaB til at markere sig i den kommende sæson?
-
Jeg håber og tror på, at vi kommer ud med en masse energi og tro på tingene. Vi har haft nogle svære sæsoner, hvor mange unge spillere har fået meget tid på banen. Det gør nu, at de er blevet mere erfarne, og at vi som hold står bedre på banen, når vi spiller. Derfor er jeg sikker på, at det er et bedre AaB-hold i år end i de tidligere sæsoner, og jeg regner med, at vi både kommer til at lukke færre mål ind og samtidig score flere selv. Det bliver en spændende sæson for AaB, men jeg ved også godt, at vi er kandidat til at rykke ned, men det er alle hold næsten, fordi det er så tæt. Vi ved, at alle kampe bliver tætte, så vi må bare give alt, men jeg tror, at den lyst og gejst, der er her i øjeblikket, det kommer til at give os en masse point. Det er jeg overbevist om.

Hvilken spiller kan få et gennembrud i din klub?
-
Der er spillere, der allerede har fået gennembruddet, men en spiller som Helenius, der spillede hele sidste sæson, han bliver endnu mere markant i denne sæson, og han kommer til at score flere mål. Han kunne godt være mit bud på en topscorer i Superligaen. Lucas Andersen har man også snakket om i lang tid. Han har gjort det godt, men ikke spillet så meget og har ikke for alvor slået igennem, men det tror jeg, han kommer til i den her sæson. Han virker til at have lært meget af det, han har oplevet i de sidste par sæsoner. Men generelt har de fleste af vores unge spillere løftet sig, så det er fedt, at udviklingen fungerer, og det gør selvfølgelig også holdet bedre.

Hvilken spiller bliver Efterårets Profil i Superligaen?
-
Man kan jo næsten nævne to spillere i hver klub, men jeg vil nok pege på Emil Larsen i OB. Det kan godt gå hen og blive rigtig godt for både ham og for OB. Han er utrolig dygtig, og selvom OB havde en dårlig sæson, så har de et rigtig godt hold, og med Emil Larsen på banen kan de blive endnu farligere, hvis han kan udvikle sit talent yderligere. Ham glæder jeg mig til at se, og generelt glæder jeg mig bare til at se en masse gode kampe, når vi ikke selv spiller. Det bliver sjovt at være publikum i denne sæson, men vi må håbe, at der ikke er for mange hold, der trækker håndbremsen og spiller på det sikre. Det gør vi i hvert fald ikke. Vi vil fremad, og vi vil vinde hver eneste kamp.

Hvem vinder guld?
-
I de sidste mange år er et hold blevet mestre, og så har FC København taget den tre år i træk. Så FC København er klare favoritter, og det ansvar tager de nok også på sig. Men de bliver tæt forfulgt af FC Nordsjælland, for det, de har bygget op, vil de fortsætte med, og nu kommer de også på kunstgræs på hjemmebane, som helt klart bliver en fordel for dem. Det bliver meget tæt, men FC København løber med det, for det vil være rigtig skidt for dem ikke at blive mestre to år i træk med deres budget og hele deres organisation. Men det er kun positivt, at de ikke har eneret på titlen. Jeg tror på FC København, men håber på et af de andre hold.

Hvem rykker ned?
-
Det bliver utrolig tæt, og det er meget svært at spå om. Der er mange hold, der kan få det svært, og det bliver nok først afgjort helt til sidst. Men for at glæde AaB-fansene, så vil jeg nævne Brøndby som nedrykker sammen med SønderjyskE. Det er nok ikke dem, som folk tror rykker ned. Men Esbjerg, Silkeborg og Randers kan også ende dernede. Det bliver nemmere at vurdere, når vi kommer i gang.