Kahlenberg forventer et helt andet Brøndby-hold mod Randers
Illustration
Superliga

Kahlenberg forventer et helt andet Brøndby-hold mod Randers

Sidst, Randers FC var på besøg på Brøndby Stadion, vandt gæsterne 2-0. Søndag mødes de to hold igen samme sted, og Brøndby-anfører Thomas Kahlenberg forventer et helt forvandlet hjemmehold til kampen.

Brøndby IF har ikke tabt i Superligaen siden den 21. september, hvor Thomas Franks tropper tabte 0-1 i Parken til FC København, men siden har holdet spillet gode kampe og vundet to og spillet to uafgjorte.

Søndag på hjemmebane gælder det så Randers FC, de sidst, de var på besøg på Brøndby Stadion, vandt med 2-0. En gentagelse af de cifre forventer Brøndbys anfører Thomas Kahlenberg dog på ingen måde.

- Vores niveau skal selvfølgelig løftes. Det er også svært ikke at gøre det bedre end sidste gang. Det var en kollektiv offday på alle måder. Jeg forventer, at vi kommer til at se et helt andet Brøndby-hold og forhåbentlig en helt anden mig selv. Vi er inde i en god stime, men vi har selvfølgelig også rigtig meget respekt for Randers. Deres resultater taler for sig selv, siger Kahlenberg til klubbens hjemmeside.

Randers FC er i øjeblikket nummer to i Superligaen, mens Brøndby er på femtepladsen, og Kahlenberg siger, at han har set et hold blive skarpere både i defensiven og offensiven.

- Siden den kamp har vi haft en god base rent defensivt. Der har været bedre struktur. Vi har ikke haft de samme udfald, så vi har haft en højere bundniveau. Derudover synes jeg, at vi har fået mere flow i det chanceskabende spil, og vi er blevet bedre til at tage de rigtige beslutninger på den sidste tredjedel i forhold til at skabe de gode chancer, siger han videre.

Kampen sparkes i gang klokken 18.30 på Brøndby Stadion.