Justesen tabte: Jeg er skuffet
Foto: Lars Ronbog/Getty Images
Superliga

Justesen tabte: Jeg er skuffet

Hobro IK burde have fået mere ud af kampen mod AGF, mener Mads Justesen.

Én gang har Hobro IK vundet over AGF i Superligaen, men det blev ikke i går, at den statistik blev fordoblet.

Oprykkerholdet måtte nemlig gå fra banen efter 90 minutter med to mål indkasseret og ingen scoret, og dermed blev det til sæsonens første nederlag. Det ærgrer anfører Mads Justesen.

- Jeg er skuffet, for især i anden halvleg følte jeg, at det var en kamp, der var point i for os. Vi dominerede i store dele af anden halvleg, men desværre manglede vi lige det sidste, siger Mads Justesen ifølge nordjyske.dk.

Hobro IK’s nedtur startede allerede bare halvandet minut inde i kampen, hvor Morten ’Duncan’ Rasmussen scorede på en dødbold. Sådan et mål blev der også scoret på nordjyderne i åbningskampen mod FC Helsingør, hvor det modsat i dag lykkedes at vende kampen.

- Det er irriterende. I sidste sæson i 1. division tror jeg ikke, at vi lukkede ét eneste mål ind efter en standardsituation. Nu har vi lukket to mål ind i to kampe, så det er afgjort noget, vi skal have kigget på, fastslår Justesen.

I næste uge møder Hobro IK mestrene FC København på udebane.