Superliga

Journalist: OB vil have ACNs finale-helt

OB er ifølge en afrikansk journalist interesserede i Sunday Mba, som afgjorde finalen i Africa Cup of Nations.

Sunday Mba afgjorde Africa Cup of Nations-finalen til Nigerias fordel med et flot mål i første halvleg. Mba, som i hele sin karriere har spillet i den nigerianske liga, gjorde dermed god reklame for sig selv, og nu meldes der også om interesse fra europæiske klubber.

Mbas præstationer under de afrikanske mesterskaber har således fået OB til at rette deres opmærksomhed mod den 24-årige midtbanespiller. Det skriver i hvert fald en nigeriansk BBC-journalist.

- Danske OB vil have Nigerias Sunday Mba. Han scorede sejrsmålet for Superørnene mod Elfensbenskysten og Burkina Faso, skriver Oluwashina Okeleji på sin Twitter-profil.

Mba spiller lige nu i Warri Wolves i hjemlandet, og dermed kan han som udgangspunkt ikke skifte til dansk fodbold før til sommer, når det internationale transfervindue åbner igen.