Jonas Dal kræver sejr fra reserverne i pokalen
Superliga

Jonas Dal kræver sejr fra reserverne i pokalen

Hobro IK's træner Jonas Dal har valgt at spare spillere til pokalkampen mod FC Roskilde, men alligevel forventer han en sejr.

Hobro skal tirsdag aften forsøge at få noget oprejsning for de manglende point i Superligaen.

Her gælder det FC Roskilde i DBU Pokalen, og Hobros træner Jonas Dal forventer, at hans mandskab vinder. Også selvom han har valgt at spare nogle af sine spillere og i stedet sender reserverne på banen.

- Vi skal selvfølgelig allerhelst vinde kampen. Jeg tror på, at hvis vi bruger de her spillere, så har vi også nogle folk, der vil kæmpe usandsynligt hårdt for at vise, at de også kan være med i Superligaen, siger Jonas Dal til Nordjyske.

- Det er ikke en reserveholdskamp. Der er noget på spil, og jeg tror også, at vi kan få spillerne op på det niveau, som de ville være på i en superligakamp, siger Hobro-træneren, som ikke vil høre tale om, at holdet nedprioriterer pokalturneringen. 

Kampen mellem Hobro og FC Roskilde fløjtes i gang tirsdag aften klokken 19.