Jonas Borring kåret til årets spiller i Randers
Superliga

Jonas Borring kåret til årets spiller i Randers

Kantspilleren har genfundet sin gode form efter mange skader, og det er belønnet med en pris som årets fodboldspiller i Randers.

30-årige Jonas Borring fra Randers FC har haft et strålende efterår, hvor den dygtige kantspiller har scoret seks gange og assisteret medspillerne to gange i 17 Superliga-kampe. Borring, der har karantæne i sidste runde i Superligaen, er i sit sidste år af kontrakten med Randers, og han har i den grad gjort god reklame for sig selv.

Efter en sæson sidste år, hvor Borring var meget plaget af skader, har han fået oprejsning og er blevet fast mand på Randers-holdet, og nu har han også fået en fornem hæder for sine præstationer i 2015.

Siden 1960 har Frejas Fodboldvenner uddelt prisen for årets spiller - eller årets æresspiller, som de kalder det - i Randers, og denne gang faldt valget således på Jonas Borring, der med 14 stemmer lige nøjagtig slog Alexander Fischer, der modtog 13 stemmer.

- Det betyder rigtig meget, især fordi jeg havde et år sidste år, som ikke var særlig succesfuldt. Jeg er glad for at være tilbage, og at det er gået så godt, og man bliver anerkendt, det er selvfølgelig dejligt,« sagde Jonas Borring til Randers Amts Avis efter kåringen.

Jonas Borring og Randers FC er aktuelt nummer seks i Superligaen.