Jesper Sørensen kan være fortid i Silkeborg
Illustration
Superliga

Jesper Sørensen kan være fortid i Silkeborg

Klubben har indkaldt spillertruppen til møde tirsdag, og her kan spillerne få besked om, at Jesper Sørensen er færdig i Silkeborg.

Oprykkerne fra Silkeborg IF har haft et elendigt efterår, hvor klubben blot har fået fire point i 17 kampe. Klubben har ikke vundet i indeværende sæson, og de seneste otte kampe er tabt. Hidtil har træner Jesper Sørensen haft administrerende direktør Kent Madsens fulde opbakning, men nu lader det til, at Jesper Sørensens tid i Silkeborg IF er ved at være forbi.

Søndag tabte Silkeborg 0-1 ude til Brøndby IF, og normalt afholdes et lille møde med spillertruppen dagen efter sidste kamp, ligesom spillertruppen sendes på ferie med det samme. Men det sker ikke i dag, mandag. I stedet er spillerne indkaldt til møde tirsdag, altså i morgen. Og det kan meget vel være et møde, hvor administrerende direktør Kent Madsen overbringer nyheden om, at Silkeborg IF og Jesper Sørensen går hver til sit, erfarer tipsbladet.dk.

Det har hele tiden været planen, at ledelsen i Silkeborg ville sætte sig ned med cheftræner Jesper Sørensen efter sidste kamp i efteråret for at gøre status, men modsat tidligere vil Kent Madsen ikke frede cheftræneren længere. I et interview med mja.dk siger han, at alle muligheder er åbne. Kent Madsen holder formentlig møde med Jesper Sørensen i dag.

Jesper Sørensen har stadig opbakning i spillertruppen, ligesom ledelsen er tilfreds med trænerens daglige arbejde. Men nu vil klubben forberede sig til livet i NordicBet Ligaen, og klubben kigger derefter efter en anden træner. Ifølge Midtjyllands Avis er Kim Poulsen, der tidligere har stået i spidsen for Viborg og Aarhus Fremad, et varmt navn på ledelsesgangen i Silkeborg.

Jesper Sørensen førte Silkeborg IF op fra NordicBet Ligaen, men Superliga-sæsonen har været et langt mareridt for træneren, der ikke har fået de ønskede resultater.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra administrerende direktør i Silkeborg IF Kent Madsen, men uden held.