Jens Stryger venter mærkeligt Brøndby-gensyn
Illustration
Superliga

Jens Stryger venter mærkeligt Brøndby-gensyn

Jens Stryger Larsen skal på søndag spille sin første kamp på Brøndby Stadion siden skiftet til FC Nordsjælland. 

Da Jens Stryger Larsen voksede op og voksede til i Sakskøbing på Lolland, var der kun en klub, han drømte om, og talentet var stort nok til, at drømmen rent faktisk gik i opfyldelse. Som 15-årig blev han en del af Brøndby IF, og det blev til otte år i klubben samt 106 kampe og syv mål for barndommens favoritklub før sommerens skifte til FC Nordsjælland. Så på søndag vender han for første gang tilbage til fortidens drømmearena som modstander, og hvordan bliver det så?

- Jeg tror da, at det bliver lidt mærkeligt efter så mange år på Vestegnen. Jeg har jo nærmest haft hele min fodboldopvækst derude. Det er også rigtigt, at da jeg var mindre så jeg altid op til Brøndby og drømte om at spille i den klub, siger han til Tipsbladet.

- Første gang jeg spillede mod dem [ 1-1 i oktober på Farum Park] var det da også lidt specielt at skulle stå overfor den gule trøje, men nu har jeg prøvet det, og nu er jeg jo også kommet endnu mere ind i FC Nordsjælland. Men jeg tror da, at det bliver mærkeligt at komme til Brøndby Stadion og pludselig skulle ind i det andet omklædningsrum og varme op på den anden side af midterlinjen. Men jeg er sikker på, at når kampen går i gang, så er mit fokus 100 procent på FC Nordsjælland, for jeg vil gøre alt for, at vi vinder den kamp, siger Jens Stryger Larsen, der var sikker sejrherre sidst programmet bød på Brøndby-FC Nordsjælland i Superligaen.

Det var i næstsidste runde sidste år, og det, der altså også blev kantspillerens sidste hjemmekamp for Brøndby, endte med en sejr på hele 4-0. Men selv om han godt kan huske den specielle stemning på den majaften, hvor Brøndby foran 21.000 tilskuere fik et gevaldigt rygstød før " nedrykningsfinalen" i Horsens, så håber han selvfølgelig på et helt andet resultat på søndag.

- Udebanekampene har drillet os rigtig meget indtil videre i denne sæson, så det er noget, vi rigtig gerne vil rette op på. Det har været lidt stolpe ud for os, men jeg håber meget på stolpe ind på søndag, så vi kan tage de tre point.

- For vinder vi den kamp, så rykker vi endnu tættere på toppen og længere fra bunden, så det er en ekstremt vigtig kamp for os, som vi gerne vil have et godt udbytte af, siger Jens Stryger Larsen, der, hvis det går, som han håber på med sæsonens blot anden udebanesejr til FC Nordsjælland, så må leve med at gøre et par venner kede af det.

For på den måde er der stadig bånd til Brøndby.

- Der er selvfølgelig kommet mange nye i Brøndby, men når man har været i en klub så lang tid, så får man da lidt mere end bare holdkammerater. Det er da også personlige venner, og jeg ses stadig privat med et par stykker derude, siger FC Nordsjællandbacken uden at ville sætte navne på vennerne før sit første gensyn med barndommens drømmeland på den københavnske vestegn.

Læs mere om Superligaen i fredagens udgave af Tipsbladet - på gaden nu.

For at få Tipsbladet skal du købe Ekstra Bladet fredag, da Tipsbladet nu ligger som separat blad inde i Ekstra Bladet.

Hos din bladforhandler kan du også få fingre i fredagens udgave af Tipsbladet+Ekstra Bladet lørdag og søndag. Husk at spørg efter det, hvis du først vil købe Tipsbladet lørdag eller søndag. Og så kan du altid få fat i Tipsbladet via Ekstra Bladets E-avis, som du finder her på ebladet.eb.dk

Vil du have Tipsbladet+Ekstra Bladet direkte hjem i din postkasse, så tegn et abonnement. Bestil her på avisabonnement.eb.dk