Superliga

- Jeg tog for tidligt til Leverkusen

Nicolai Jørgensen er på en gang en stjerne og et ubeskrevet blad. Kom tættere på den nye FC København-spiller.

BRAGT I TIPSBLADET 20. JUNI

Klokken er 11.30, og FC Københavns træningsanlæg er tætpakket med journalister og fans i alle aldre, der overværer løvernes træning under ledelse af træner Ariël Jacobs. Blandt de blå-klædte FCK-spillere løber en lyslokket og langlemmet spiller rundt og konstant søger boldkontakt. Navnet er Nicolai Jørgensen. FC Københavns seneste nyerhvervelse og et navn, der klinger rigtig godt i fodboldkyndiges ører. Men navnet er måske det mest velkendte ved den 21-årige offensiv-spiller. For selv om navnet er prominent i dansk målestok, er det så som så med det egentlige kendskabet til den nye FCK-spiller. 

Som bare 19-årig skiftede Nicolai Jørgensen således 1. divisions-klubben AB ud med Bayer Leverkusen, og bortset fra en god håndfuld Bundesliga-kampe, to A-landskampe og et U/21-EM har det været sparsomt med muligheder for at følge det danske stortalent på tætteste hold.

Efter et mislykket ophold i Bundesligaen er Nicolai Jørgensen nu tilbage i Danmark. Tilbage i trygge rammer med håbet om at få udfoldet det kæmpe talent, der på det seneste har været tilbageholdt af skader og manglende spilletid. Her står han. Midt i løveflokken med stor iver efter at bevise sit værd i en dansk storklub, hvor han ikke længere regnes som et håbefuldt talent, men nærmere som en stor profil, der skal være med til at genrejse hovedstadsklubben efter en skuffende sidste sæson. Og selv om spekulationer om Nicolai Jørgensens fremtid var mange, var offensiv-spilleren ikke i tvivl, da FC København meldte sig på banen i kampen om hans underskrift.

”Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er den fedeste klub i Danmark. Jeg snakkede med CV [sportsdirektør Carsten V. Jensen] for lang tid siden, hvor forhandlingerne desværre gik i vasken. Men så kom de tilbage, og jeg havde med det samme en god mavefornemmelse. Jeg snakkede også med andre klubber på daværende tidspunkt, både danske og udenlandske, som jeg godt kunne tænke mig at komme til. Men da FC København meldte sig på banen, var jeg rimelig afklaret,” siger Nicolai Jørgensen til Tipsbladet.

Glæden over skiftet til de danske vice-mestre er ikke blevet mindre oven på et sandt festfyrværkeri af en debut i sæsonpremieren i Parken, hvor Jørgensen var en af hovedarkitekterne bag det mindeværdige comeback mod FC Midtjylland. Ved stillingen 0-2 og med en mand i undertal blev Nicolai Jørgensen skiftet ind, og pludselig skete der noget. 70 minutters forkrampet og fantasiløst FCK-spil blev pludselig transformeet til et helhjertet og hæsblæsende bombardement af de sagesløse ulve, der måtte indkassere fire mål blandt andet på en elegant assist ved 2-2-målet af en sprudlende Nicolai Jørgensen. En sand drømmedebut indrømmer den nye FCK-spiller.

”Hvis jeg var startet inde, havde jeg måske haft flere nerver på. I det her tilfælde fik jeg mulighed for at se niveauet an og iagttage mine direkte modspillere. Jeg stod og kiggede rundt i Parken, og da jeg løb ind, blev jeg meget overrasket over modtagelsen. Der var kun 10.000 tilskuere, men det føltes helt vildt. Og efter min første aktion, som var rigtig god, følte jeg mig allerede rigtig godt tilpas. Vi kører jo også nærmest FC Midtjylland ud af banen i de sidste 20 minutter. Jeg kunne slet ikke sove om natten efter min debut, for det er længe siden, at jeg har haft så fed en oplevelse.”

Fede oplevelser har nemlig langt fra været hverdagskost for den unge dansker. For bare et halvt år siden befandt han sig i sit livs sværeste periode i kriseramte Kaiserslautern, der til slut måtte se nedrykningen i øjnene, og det blev kulminationen på et mislykket udlandsophold, der startede som en drengedrøm, men endte i et mareridt.

Fra himmel til helvede

Nicolai Jørgensen drog til Leverkusen som bare 19-årig efter en flot halvsæson i AB og en fremragende U/19-landsholdsturnering i Østrig. Det resulterede i prøvetræning med den tyske storklub og efterfølgende en fem-årig kontrakt med holdet fra BayArena. Unge Jørgensen tog Leverkusen med storm, og med mål og fremragende præstationer i træningskampene bejlede han kraftigt til start-11’eren, da Bundesligaen var på tærsklen til at blive skudt i gang. Men så langt nåede Nicolai Jørgensen ikke. En grim tackling i en af de afsluttende træningskampe gjorde starten på eventyret til et mareridt, og Nicolai Jørgensen måtte pleje sin ødelagte ankel i to måneder på sidelinjen. En hård tid for en purung knægt, der måtte bearbejde skuffelsen på egen hånd i et helt nyt land.

”Jeg sad alene i Tyskland og kunne ikke træne med mine holdkammerater. Det var en meget hård tid, fordi jeg var så ung og desperat efter at komme ud og bevise mit værd. Jeg var lige blevet købt, og tilskuerne havde taget utrolig godt imod mig, og samtidig havde jeg scoret en masse mål i træningskampene.”

”Telefonen blev brugt rigtig meget i den periode, men jeg var meget uvidende om det hele, så derfor tog jeg det hele en dag af gangen. Jeg fik min egen Audi TT og lejlighed i kæmpestore Köln, så på det tidspunkt gik det egentlig okay. Men lige så snart jeg kom på træningsbanen og kunne se de andre træne ved siden af mig, så var det meget hårdt. Dengang brugte jeg også mentaltræner, og det er noget, som jeg vil til at bruge igen. Jeg har måske lidt det problem, at når jeg som i søndags præsterer rigtig godt, så har jeg en tendens til at blive hurtigt selvtilfreds, og så kan det pludselig være svært at finde vildskaben frem til næste kamp. Men det er noget, som jeg arbejder hårdt på ved hele tiden at sætte mig nye mål og hele tiden være sulten. Det er det, som rigtige topspillere kan, og jeg vil også kunne se mig selv i øjnene efter en sæson og sige, at jeg har sgu givet 100 procent,” siger Nicolai Jørgensen.

Efter skaden fortsatte Nicolai Jørgensen den lovende start. Det blev til masser af kampe i Europa League, hvor blandt andet kampen mod Atletico Madrid var en milepæl for den unge Ballerup-knægt, der indtil da kun havde spillet mod klubber som Thisted og Skive. Men ved juletid begyndte der igen at komme grus i maskineriet.

Skader og skarp konkurrence med angrebs-esser som Stefan Kießling, Patrick Helmes og Eren Derdiyok blev for stor en mundfuld for Jørgensen, der besluttede sig for at tage et lejeophold i bundklubben Kaiserslautern for at få sit endelige gennembrud i den tyske Bundesliga. Men opholdet blev alt andet end succesfuldt for Nicolai Jørgensen.

”Jeg håbede på at få spilleglæden tilbage i Kaiserslautern, men det lykkedes desværre langt fra. Så kan folk snakke nok så meget om penge, store biler og lejligheder, men i den sidste ende handler det om at være glad og spille fodbold. Set i bakspejlet var det bare en sindssyg halvsæson. Jeg havde mange problemer blandt andet med træneren,” siger Nicolai Jørgensen, der pludselig stod ansigt til ansigt med den frygtede tyske disciplin.

”I opstarten var der træning tre gange om dagen, og man skulle virkelig ikke komme for sent. Det passede slet ikke til mig, for jeg er en rimelig afslappet fyr, der ikke vil lade mig stresse over sådan nogle småting. Men det gik de meget op i i Kaiserslautern. Alt skulle gå efter planen, og hvis vi ikke vandt, så skulle vi træne hårdere. Men det mislykkedes jo fuldstændigt, og jeg synes, at det var en sindssyg klub at være i. Min krop var måske heller ikke forberedt på, at der ventede så store træningsmængder, og derfor blev jeg også meget skadet.”

Opholdet blev én stor nedtur for danskeren, der kæmpede med skader og med en klub i kaos. Fem kampe blev det til for Kaiserslautern, der i mellemtiden forgæves fyrede træner Marco Kurz i bestræbelserne på at undgå nedrykningen. Her lærte Nicolai Jørgensen på den hårde måde, hvad det vil sige at spille i en traditionsrig klub, der kæmper for overlevelse, og det vil han aldrig udsætte sig selv for igen.

”Som jeg sagde til min agent, så vil jeg heller spille for en topklub i en mindre liga end for en bundklub i et stort land. Jeg skal være på et hold, der har bolden, og som er under det gode pres for at vinde og ikke for at undgå nedrykning. Podolski har udtalt, at presset i FC Köln er 10 gange større end i Arsenal. Det passer, og folk, der ikke har spillet i en bundklub, de ttaner ikke noget om det. Presset er enormt, fansene er utilfredse og medierne er konstant efter dig. Man træner mere, og træneren er i et helt andet humør, end da man ankom. Det gør, at man aldrig finder lysten til at spille, og den er vigtig for mig, for at jeg skal fungere. Så en bundklub som Kaiserslautern håber jeg aldrig, at jeg kommer til at spille i igen,” understreger Nicolai Jørgensen.

Efter nedrykningen blev lejekontrakten med Kaiserslautern ophævet, og med fremtiden sikret i FC København for minimum det næste år kan Nicolai Jørgensen se tilbage på et udlandsophold, hvor han nåede at snuse til den største europæiske fodboldscene, men hvor han også måtte kæmpe en fysisk og mentalt hård kamp. Spørgsmålet er så, om ikke den talentfulde dansker tog skridtet fra 1. divisions-fodbold i Gladsaxe til Bundesligabold på BayArena i for ung en alder?

Læs mere på næste side.