Jakob Poulsen: Hav ikke ondt af mig
Illustration
Superliga

Jakob Poulsen: Hav ikke ondt af mig

Jakob Poulsen regner ikke med at lide nogen pengemæssig nød, efter han måtte vinke farvel til en stor sum penge med skiftet hjem til FC Midtjylland.

Da Jakob Poulsen vendte hjem til Danmark og FC Midtjylland fra den franske Cote d’Azur og fyrstestaten Monaco var det ikke i håb om en klækkelig lønseddel. 

Poulsen havde selvsagt blot spilletid for øje efter halvandet år på reserveholdet i Monaco. Alligevel føler han ikke, at folk bør have ondt af ham.

- Det var ikke pengene, der trak. Det handlede om, at jeg skulle til at spille fodbold igen. Det var jo kun derfor. Og vi kunne få det til at lykkes, FC Midtjylland og jeg, så det var super dejligt, siger han til Ritzau.

- Jeg tror alligevel ikke, at jeg lider nogen nød. Det er ikke sådan, at folk skal have ondt af mig. Det var førsteprioritet, at jeg skulle ud og spille fodbold igen, forklarer Jakob Poulsen.

- Jeg skiftede klub halvandet år før kontraktudløb, så på den måde har jeg ikke kørt den helt ud. Og det har jeg ikke fortrudt, siger han til Ritzau.