Jakob Poulsen er Forårets Profil
Foto: Lars Poulsen / Polfoto
Superliga

Jakob Poulsen er Forårets Profil

FC Midtjylland gør i denne sæson rent bord i Tipsbladets profilafstemninger. I efteråret vandt Pione Sisto, og nu har de 12 Superliga-trænere kåret Jakob Poulsen til Forårets Profil.

Med 36 ud af 55 mulige stemmer er Jakob Poulsen af de 12 trænere i Superligaen blevet kåret til Forårets Profil i Tipsbladet.
 
Nærmeste forfølger blev FCK-nyindkøbet Ludwig Augustinsson, der blandt andet takket være en række assists fik 23 stemmepoint.
 
De målgivende oplæg har også været en styrke hos Jakob Poulsen, der ganske suverænt fører Superligaens assistliste, men selv mener han, at forskellen i år har været hans defensive arbejde.
 
- Når jeg analyserer min sæson, synes jeg selv, at de defensive dueller har været en forskel. Der har selvfølgelig også være assists og mål og generelt gode præstationer, men defensivt er jeg blevet bedre. Det er rart også at kunne bidrage på det område, siger Jakob Poulsen, der glæder sig over titlen som Forårets Profil.
 
- Det er altid rart at få lidt anerkendelse, siger vestjyden.
 
En af de trænere, der har stemt på Jakob Poulsen som Forårets Profil, er Ståle Solbakken.
 
- Han har spillet stabilt gennem foråret, han er assistkongen på Midtjylland-holdet, og så har han en fin ro over både sit spil og sin måde at agere på på banen, siger FCK-træneren, der bakkes op af FC Vestsjællands Michael Hansen.
 
- Jakob Poulsen binder FC Midtjyllands spil sammen rent offensivt, og samtidig er han også  manden, der styrer deres første pres rent defensivt i forhold til de offensive spilleres løb i det, og begge dele gør han rigtig godt. FC Midtjylland har i hvert fald været det hold, der har tvunget os til at spille mest baglæns, siger Michael Hansen.
 
Efterårets Profil blev Pione Sisto, og det er dermed anden sæson i træk, at mesterholdet nupper begge sæsonens profilafstemninger i Tipsbladet. Sidste år var det  AaB's Kasper Kusk og Rasmus Würtz, der fik priserne.
 
Tipsbladets profilafstemninger har to årtier på bagen. I 1995 blev Efterårets Profil første gang fundet, og siden 1999 er der også blevet kåret en Forårets Profil. Det er de 12 Superliga-trænere, som finder vinderen. Hver især vælger de fem spillere, som de rangerer fra ét til fem point. Trænerne må ikke stemme på spillere fra deres egen trup.
 
LÆS ET STORT INTERVIEW MED FORÅRETS PROFIL JAKOB POULSEN OG SE HVEM TRÆNERNE STEMTE PÅ I TIPSBLADET, DER ER PÅ GADEN SAMMEN MED EKSTRA BLADET I DAG: